30. december 2010

Køkkenmaskiner - og min nye bagemaskine

Jeg har i mandelgave vundet en bagemaskine, og nu har jeg klargjort den, som det foreskrives. Når bageformen er afkølet, skal jeg prøve en af opskrifterne af. Jeg tror, det skal være italiensk brød, som indeholder majsmel. Jeg var lige i Kvickly Extra for at få tørgær, majsmel og durummel. Lidt overraskende at det ser ud til at være meget lidt solgte varer. Min lokale Dagli'Brugsen har ikke engang tørgær. Men ok jeg har jo heller aldrig haft brug for det før. Jeg regner med at det kan holde sig meget længe, så jeg kan jo bare købe et parti af gangen, så jeg altid har noget liggende. Hvis altså det bliver et hit med bagemaskinen.

Jeg synes, det virker til at være enten/eller med bagemaskinerne. Enten er folk vilde med dem, og bruger dem hele tiden, eller også er maskinerne meget hurtigt røget i skabet og ikke taget ud igen.

En ting, der er vigtig for mig, når det kommer til køkkenmaskiner, er, at de skal være nemme at rengøre. Jeg gider ikke bruge halve og hele timer på rengøringen. Den tid, køkkenmaskinen skulle spare mig for, er jo dermed blot flyttet til en anden opgave.

Jeg købte for mange år siden en pålægsmaskine. Det fungerede fint, så længe jeg selv parterede grise og lavede masser af pålæg. Så blev pålægsmaskinen brugt en halv dag, og så havde jeg skiveskåret pålæg til lang tid i fryseren. Men sidenhen blev det kun til en enkelt hamburgerryg eller stegrester osv., og så holdt det ikke pga. den omfattende rengøring efterfølgende. Jeg endte med at bytte den væk for en flaske hvidvin.

Bagemaskinen ser indtil videre ud til at være rengøringsvenlig, men det må komme an på en prøve, når jeg har bagt første brød. Fotos og vurdering følger...

-----

Ingen kommentarer: