13. marts 2011

Hvis ikke du ændrer retning...

Det er lidt pudsigt, at vi kan opfatte de præcis samme ord på vidt forskellig måde. For nylig bad jeg mine Facebook venner om at fortælle mig, hvad de forstod ved følgende talemåde, som jeg har som en slags mantra:

Hvis ikke du ændrer retning,
ender du der, hvor du er på vej hen.

De fleste følte det som lidt af en trussel. For mig at se er det een af mulighederne. Jeg læser både en advarsel og en motivation i talemåden, og det er nok derfor, jeg holder så meget af den.

Advarslen
Jeg var en kort overgang i et forhold til en mand, som havde det svært med sig selv. Efter noget tid gennemskuede jeg, at han anvendte psykisk vold (mikrometer for mikrometer så ingen når at opdage det) og var godt på vej til at blive fysisk voldelig. I den meget alvorlige situation var talemåden ovenfor meget vigtig for mig at holde fast i med denne oversættelse:
Hvis ikke du ændrer retning og afskærer al kontakt med denne mand, ender du der, hvor du er på vej hen, hvor du vil være nedbrudt psykisk og fyldt med blå mærker og måske knoglebrud.
Jeg bad manden forlade mit hjem og ikke tage kontakt med mig mere, og jeg var ikke til at rokke ud af stedet med den holdning. At han så var måneder om at forstå, at jeg mente alvor er en anden sag.

Motivationen
Jeg har kun fortrudt een eneste ting i mit liv, og det er, at jeg ikke rejste ud og oplevede verden, mens jeg var ung og uden store forpligtelser (hus, bil, mand, børn osv.). Da ungerne var fløjet fra reden, stod mit mantra igen bøjet i neon foran mig i tankerne. Hvis ikke du ændrer retning, og gør noget ved din eneste fortrydelse i livet, ender du der, hvor du er på vej hen, som en ærgerlig gammel kone, der havde en masse drømme men ikke gjorde noget ved det. Ikke tog teten i sit eget liv.
Derfor har jeg det seneste års tid rejst (for mig) ret meget. Jeg har været i Tyrkiet, Forenede Arabiske Emirater, Egypten, Tyrkiet igen, Tunesien og Indien. Jeg har ikke længere en tung plage på mine skuldre i form af "jeg fortryder", og jeg er godt i gang med at planlægge min fortsatte længsel og rejsefeber ud i verden.
Det er en motivator uden lige at tænke mit mantra igen og igen, og jeg kommer til at se hele verden - med andre eller alene. Jeg lader mig ikke mere stoppe.

Talemåder er efter min opfattelse meget, meget ofte en trøstesætning, men netop i denne talemåde finder jeg altså både de positive og negative side, og begge er meget vigtige for mig at have med hele tiden.

Tænk lidt over det :)

P.S. Jeg har bestemt mig for destinationen for den rejse, mine sønner og svigerdatter får til august (ca. halvvejs mod min halve jordomrejse) sammen med mig. Jeg tror godt, vi kan klare denne udsigt i en uge:


Og jeg har det rigtig godt med, at jeg lige får den dejligste oplevelse sammen med de vigtigste personer i mit liv, inden jeg begiver mig ud på ukendt territorium og skal klare mig helt alene i verden.

P.S. Har du en talemåde, du holder meget af?

5 kommentarer:

  1. Godt mantra at have med sig.. Og endnu bedre at du kom ud af det forhold.. :-)

    Jeg har ændret retning flere gange i mit liv, både arbejdsmæssigt og privat, jeg har aldrig tænkt over det som at ændre retning, jeg har bare fulgt min mavefornemmelse og mit hjerte, og gjort det jeg mente ville være bedst for mig.. :-) Ikke kun for at være egiost, også for at kunne fungere for andet og mere end mig selv.

    Jeg har aldrig fortrudt mine valg, men på alle måder forsøgt at se det positive og få det bedste ud af dem. Hvis jeg skulle leve mit liv igen, ville jeg stort set leve som jeg har gjort.. kun en ting ville jeg ændre.. jeg ville ikke begynde at ryge.. :-) Det var et dumt valg, som jeg ikke rigtig har fundet viljen til at ændre, endnu.. :-)

    Skønt sted du har valgt at tage familien med til, næsten i Palma, som jeg holder så meget af.

    SvarSlet
  2. Dejlig tilbagemelding, Inge :)

    Jeg har også ændret retning mange gange i mit liv, men det var først da jeg så denne talemåde, at jeg kunne sætte en kort sætning på det.

    Man skal bestemt følge sin mavefornemmelse/6. sans for den tager sjældent fejl ;)

    Den med rygningen er der ingen grund til at fortryde, søde, for du kan stadig gøre det. Det er først, når det er for sent, at man kan fortryde, ikk'? ;)

    Herligt at du kender området, vi skal til. Jeg vil leje en bil dernede og se "hele" øen med de af ungerne, der har lyst til at køre med :)

    SvarSlet
  3. Det er vel vigtigt at ændre retning ind imellem, eller måske bare lige stoppe op og mærke efter om det er rigtig det her...Jeg har også flere gange fulgt min mavefornemmelse og sagt stop, både arbejdsmæssigt og i et forhold mage til dit...Jeg har et mantra der hedder: Man kan hvad man vil, og så skal man bare lige finde ud af hvad det er man vil...;-D og der ser dejligt ud på billedet..;-D

    SvarSlet
  4. Annemarie> Hehe, godt mantra du har :) Og det sidste er faktisk vigtigt. Man er nødt til at tænke over, hvad det er, man vil. Ellers passerer livet bare forbi. Der skal sættes ord på målene.

    SvarSlet
  5. Jeg har også altid bare "lyttet til mig selv", og stået af, sagt fra, eller ændret kurs, hvis jeg ikke havde det godt med tingene. Jeg forstår dit mantra, som du beskriver det. Da manden her, røg ned med en depression, blev jeg "nød til" (følte jeg måtte) kaste mig over en masse bøger om psykologi og den slags visdom. Alle bøgerne handler i bund og grund om det samme. Nemlig at ændre kurs og tænke positivt.
    Mit mantra, har altid været, at man kan hvad man vil, og det mener jeg stadig. Allan kommer dog tit med bemærkninge, at jeg ikke kan gå på vandet. Hvortil jeg svarer: "Det er fordi jeg ikke vil :-) "

    SvarSlet