Søg og du skal finde

22. august 2011

Første arbejdsdag efter ferie

I dag var første arbejdsdag efter to ugers sommerferie. Jeg har været lidt forvirret og er ikke oppe i tempo endnu, men det skal nok komme.

Dejligt var det at blive budt velkommen tilbage og at nogle spurgte interesseret til min rejse med mine guldklumper. Dejligt var det også at min kollega havde pyntet vores rengøringsrum med en masse tegninger og lykønskninger for min fødselsdag. Selv min vogn var pyntet med flag. Jeg uddelte slik i den meget store virksomhed i anledning af min fødselsdag. De fleste giver kagemand, og det kan gå, når man giver til sin egen afdeling. Men jeg kommer som den eneste i samtlige afdelinger hver dag, og 10 kagemænd havde jeg ikke råd til. Derfor blev det til slik i stedet.

Jeg havde købt 15 kg. lakridskonfekt taxfree i airshoppen. Det så temmelig voldsomt ud, da jeg kom til mit flysæde. 15 kg. lakridskonfekt og en rulle Mentos. Hehe. Stewarden mobbede mig også for min søde tand ;) Men helt ærligt er det da bedre end, hvis jeg havde bestilt 15 l. spiritus, ikk'? Det var nok heller ikke gået at dele den slags ud på mit arbejdssted ;)


Ikke mange lykønskninger blev det til, for jeg var jo væk, inden de opdagede posen på deres køkkenborde. Mon ikke der bliver råbt hele vejen rundt i morgen. Jeg vil tro det. Vores dejlige pedel havde været omkring rengøringsrummet, da jeg fik fyraften. Han havde rettet en tegning med min alder på 45 år til 35, for han troede ikke på, at jeg havde rundet 45. Åh så sød, hva'? Han får et kram, hvis jeg render på ham i morgen.

Den knap så dejlige og hyggelige del af første dag tilbage på jobbet var at se, hvor ufattelig beskidt der var overalt. Afløseren har på ingen måde udført det job, hun var ansat til, og jeg er faktisk rystet over, at det overhovedet kan blive så beskidt på fem uger (jeg havde tre uger på den store kantine inden mine to ugers ferie). Der ser ud, som da jeg kom dertil i februar. I fem måneder har jeg knoklet for at få virksomheden til at se ordentlig ud. Alle kalkbelægninger er bekæmpet med knofedt. Grøn sanitet er atter blevet hvidt (grøn fordi det er et bogtrykkeri og sort aflejres på underlig vis som grøn). De mange køkkeners låger stod atter i deres flotte træfinish efter mange timers skuren, skraben og vask, vask vask. Stål, der længe havde været 'væk' stod skinnende blankt overalt. Osv. osv. osv. Jeg vil ikke sætte mit lys under en skæppe, for jeg har virkelig arbejdet hårdt for at 'mine folk' skulle have nogle flotte og hygiejniske omgivelser.

Nu kan jeg begynde forfra!!! *græder-smiley* Det er spildt arbejde... På bare fem uger har min afløser ødelagt alt det, jeg har knoklet for så længe... Det er uendelig trist at se... Jeg er muligvis den eneste, der ser det, men det er også nok. Og dog... Nej, jeg er ikke den eneste, der ser det, for allerede efter tre dages afløsning modtog jeg klager over afløseren - både over hendes rengøring og hendes opførsel overfor de ansatte. Jeg videregav klagerne til min leder, som kom forbi. To gange mere i de fem uger har hun været forbi og alle tre gange er hun gjort opmærksom på, at der var et seriøst problem. Hun har også fået det at vide over telefonen og på sms. Men hun har intet gjort. Hun er ligeglad. Hun SIGER, at hun vil tage sig af det. Men hun gør intet.

Jeg ved sørme ikke rigtigt... Tror nogen, der måtte have læst helt hertil, at jeg er motiveret til at gøre en stor indsats igen? Det vil kun være et spørgsmål om tid, før jeg igen er væk fra området og så starter det hele forfra. Min chef har tydeligvis hverken respekt for mit arbejde, mig eller den kontrakt vi har med virksomheden. Jeg synes, det er meget, meget svært at finde motivationen. Det er ikke sundt for mig at have sådan en arbejdssituation, hvor jeg reelt skal levere et job, jeg ikke kan stå inde for. Det er meget ødelæggende for arbejdsmoralen og min selvrespekt.

Job søges!

2 kommentarer:

  1. Det lyder godt nok som noget der er rigtig meget op af bakke.. Din chef lyder ikke som en der er sit job voksen.

    SvarSlet
  2. Øv for pokker da, så træls at komme tilbage til sådan en gang "censur" :-(

    Håber sådan du finder et andet job , og det helst i en fart, at arbejde for respektløse mennesker er bare så drænende :-(

    Men ret ryggen ! Du ved du gør det du skal, og mere til, så dem der ansætter dig, får guld, husk det !

    SvarSlet

Gør mig glad - Skriv en kommentar :)