Søg og du skal finde

30. november 2011

Prisen for mord

Jeg bliver lige opdateret på nyhederne via DR Update om morgenen. i dag må jeg sidde lidt undrende og se to mordsager lige i måsen på hinanden.

Michael Jacksons læge, Conrad Murray, skal i fængsel i fire år uden mulighed for prøveløsladelse, fordi han fejlmedicinerede rockstjernen.

Anders Breivik skal ikke i fængsel overhovedet for de 77 mord i Norge denne sommer, fordi han ikke er rask i roen.

Man må ikke tage et andet menneskes liv. Men noget tyder på, at hvis man planlægger det grundigt nok, myrder mange nok på kort nok tid, og er stolt af sine mord... Ja, så slipper man sørme for straf!

Billede lånt fra B.T. her
Klart Breivik er gak i låget. Til den vurdering kræves ingen Phd. Men at vælge at forsøge at gøre ham normal frem for ganske enkelt at lukke ham inde forstår jeg ikke. Jeg er ret så ligeglad med, hvad der foregår i hans hoved. Kræves det at man er gak i låget for at begå massemord, så må det også kræves at gak i låget personer spærres inde.

26. november 2011

Kasserne i kassen

Jeg bor i sandhed i en kasse nu. En kasse (huset) med masser af kasser.
Fredag talte jeg med varmemesteren, og allerede mandag kan jeg få nøglen til mit rækkehus - Jubii! Han og en kollega kommer ud fra morgenen af mandag og ordner haven, vasker vinduer og gør rent, så det er lige til at flytte ind i over middag. Dét er da service, hva'?

Men herhjemme, for hjemme er det endnu her i huset, står alt pakket i flyttekasser. Jeg har 10 af mine egne og 6 af en kollegas (Tak, Troels :)) flyttekasser og en del kufferter, tasker og sorte sække fyldt, og jeg ved virkelig ikke hvor jeg skal gøre af det hele! Køkkenet mangler endnu at blive pakket ned som det sidste. Dertil kommer tingene i garagen og haven. Og selvfølgelig alle møblerne. Uha, jeg kommer muligvis ud i endnu en sortering, før jeg kan komme rundt i min nye bolig.

I går fik jeg paller af en kollega (Tak, Christian :)) til gulvet i mit skur, så opbevaringen kan ske uden "våde fusser". Dejligt! Der bliver ski nok fyldt op!

Men der skal være plads til at hygge trods kasserne i alle rum, og i aften har jeg inviteret min kommende eksmand på middag. Han er køberen af mit hus, og han har tilbudt min yngste at blive boende en måned, mens han finder bolig. Hvor er det dejligt, når vi kan hjælpe hinanden. Jeg har godt nok været meget bekymret for yngstesønnen, som stadig manglede bolig. Men det er så udsat en måned med panikken.

I aften skal vi tre have en god middag og skåle for at vi kommer videre på en god og rar måde. Det er jeg SÅ glad for.

I øvrigt sådan apropos "kommende eksmand", så har vi nu været separeret i syv måneder, og indsendte for tre måneder siden de nødvendige papirer og penge for at blive skilt hurtigt. Men vi har INTET hørt fra statsamtet. Vi er altså stadig gift, selvom vi er gået efter bogen.

Nå, maden kalder!
God lørdag aften i blogland :)

19. november 2011

Fællesskaber bygget på had

Der er ikke noget nyt i fællesskaber bygget på had. Det er en samling af mennesker, der har det til fælles, at de hader en person, et system, et folk eller hvad som helst andet.

Om had
Det er min opfattelse, at had ligesom selvmedlidenhed har en særlig evne til at tage næring til sig. Man bekræfter sig selv i hadet og det bare vokser og vokser, samtidig med at man føler netop dét er bevis for, at hadet er det rigtige.

Fred Alford (psykolog og professor i politisk filosofi på Maryland Universitet i USA) har skrevet bogen ”Hadets psykologi,” og beskriver had som en efterligning af kærlighed:
Ligesom kærlighed søger had et specielt forhold til personen, det hader. Man lænker sig til den person, man hader,” siger professoren.

Især ensomme mennesker er disponerede for at blive hadefulde, fordi de søger en tilknytning, som had kan tilfredsstille:
Ensomhed får folk til at hade, fordi had er en efterligning af kærligheden. Had er et alternativ til kærlighed, en form for samhørighed og mening med livet. Vi hader for at undgå at være alene.”

Opskriften
Det kræver kun en enkelt skrupelløs person at starte et fællesskab bygget på had. En der råber højt, bruger store ord og selv er overbevist om, at han har ret.
Haderen behøver en enkelt, uskyldig sandhed, som har til formål at få ham til at virke troværdig.
Derudover kan han bygge et utal af løgne på, som skaber forargelse, frygt osv. af negative følelser inklusive naturligvis det nødvendige had.
Der vil uvægerligt altid kunne findes andre personer, som kan bekræfte haderen. Bekræftelsen kan være den lille, uskyldige sandhed, som haderen opbyggede det hele på, eller det kan være en bekræftelse af selve hadet. Sidstnævnte vil ofte blive opfattet som en bekræftelse af alle løgnene, et bevis på at alt haderen siger, er sandt.

Der er nu startet et fællesskab bygget på had, og da haderne råber højt, vil de også blive hørt af mange. Man kan stille sig skeptisk, men der er jo masser af "beviser" for, at alt dette forfærdelige er sandt, og her deles vi i de, der har behov for samhørighed uanset hvad det bygger på, og de der... Ja, lad os bare sige "tænker selv."

Hetz
Mens fællesskabet vokser, bliver det der først var et had fra en enkelt person til en hetz fra en flok. Ifølge fremmedordbogen er en hetz en "decideret kampagne, særligt i medierne, hvor formålet er at hidse folk op imod bestemte personer eller grupper."
Baggrundspersonen sørger for hele tiden at smide mere brændstof på bålet, og fællesskabet bekræfter ham og kommer også selv med bidrag. Fællesskabet vokser og bliver stærkere. Alle føler sig bekræftede og samhørige. Jo højere man råber, jo mere had man kan fremvise, des mere respekt får man fra resten af flokken.

Eksempler på fællesskaber bygget på had
Hitler er det bedst kendte eksempel på en grundlægger af et fællesskab bygget på had.
Rockerne er også sådanne fællesskaber. Det samme er banderne rundt omkring. Kendte personer oplever igen og igen at være målet for den slags fællesskaber. Men også ikke kendte personer bliver udsat for det.

Nogle gange kalder vi det mobning. Det virker ligesom lidt blødere at mobbe end at hade, men reelt er det det samme. Næsten. Jeg opfatter forskellen sådan, at haderen bryder loven og kan straffes med fængsel, mens mobbernes eventuelle straf er en irettesættelse.

Internettet
Internettet har gjort udbredelsen af hadegrupper meget nemt og hurtigt.
Som Jakob Linaa Jensen (lektor på Institut For Informations- og Medievidenskab ) siger:
Det, at der er en skærm mellem dig og dit forum, skaber en vis distance. Interaktionen på nettet virker derfor ikke lige så konfronterende. Medlemmer af hadegrupper på nettet vil typisk aldrig ytre sig på samme måde i den virkelige verden."

Haderne føler sig anonyme og beskyttede af skærmen som mellemled. Der er ofte en opfattelse af, at det der ytres på nettet ikke står til trone i virkeligheden. Det er en naiv og farlig opfattelse, at det er uden omkostninger at være en del af et fællesskab bygget på had. Opfattelsen er lige så farlig som haderen selv. Han ser sig selv som retfærdig, og ser sig bekræftet i den opfattelse. Hans opfattelse retfærdiggør for ham selv i yderste konsekvens mord. Ender det ikke med mord, er målet "i det mindste" at ødelægge den forhadtes liv på andre måder.

Min oplevelse
Jeg har oplevet at være udsat for et fællesskab bygget på had fra et dating site, jeg netop har forladt. En dominerende mand fulgte opskriften beskrevet ovenfor og valgte i denne omgang mig som mål. Sitets administratorer lod det hele ske til trods for, at alt i det er mod deres retningslinier. Selvfølgelig står det i deres retningslinier, for det er jo ikke lovligt. Men én ting er retningslinier. Noget helt andet er personerne, der skal håndhæve retningslinierne.

Jeg deltog ikke. Jeg læste ikke med efter jeg havde læst starten på hetzen og så, hvad manden havde gang i. Jeg kommenterede ikke. Uanset hvad jeg måtte have bidraget med, ville have været det højt ønskede brændstof til at øge hadet og styrke fællesskabet. 

Min exit fra datingsitet blev med et dagbogsindlæg, hvor jeg anbefalede alle at se filmen "The Wave" fra 1981. De, der burde og bør tage ved lære af filmen og dens budskab, vil naturligvis ikke erkende deres deltagelse. Men måske kan vi andre få genopfrisket, at vi gør det rette og få skubbet den dag længere væk, hvor vi hopper på den forkerte bølge og forsøger at ødelægge andre menneskers liv.
"The Wave" kan ses på YouTube i to dele:

Cults: The Wave - Part 1



Cults: The Wave - Part 2



Se den og lær lektien! 
En klog person sagde engang, at vi skal lære af historien for ikke at gentage den.



15. november 2011

Tåge

Det er da godt nok utroligt så tåget det er disse dage.
Jeg tror ikke, det bliver bedre i morgen at dømme efter udsigten fra min dør (via mobil) lige nu. Må hellere køre hjemmefra i god tid i morgen, så der er plads til at køre meget langsomt.

12. november 2011

Flyttesalg

Jeg skal meget snart flytte, så jeg har virkelig dumpet priserne på mine malerier.
Se her: http://www.seerups.dk/flyttesalg.html

Sælger også et megastort hjørneskrivebord med plads til det hele.
Se her: http://www.guloggratis.dk/mobler/kontormobler/skrivebord/annonce/13199124

Håber nogen er interesserede, så jeg kan få nogle finanser til den dyre flytning/hussalg :) Alt skal afhentes i 9381 Sulsted inden 1/12 2011.

God weekend!

6. november 2011

Vil du have malerier?

Jeg har solgt mit hus, og har netop fået det rækkehus, jeg var interesseret i. Jubii!

I forbindelse med min flytning til en meget mindre bolig, får jeg nok problemer med at finde plads til alle mine malerier og ubrugte lærreder. Især de store på 1 x 1 m. vil det blive svært at finde plads til. Jeg har malet næsten 200 malerier, og har desuden en del svæverammer, så det er ret pladskrævende.

Er du til efterårets varme, brune farver, kunne der måske være noget for dig eller din arbejdsplads. Arbejdspladser har ofte plads til betydeligt mere end privare hjem nemlig ;)
Det er også alle tiders mulighed for at give unike, personlige julegaver. Normalprisen for et maleri på 1 x 1 m. er 4050 kr.

Kig ind på www.seerups.dk og send mig en hilsen, hvis der er noget du er interesseret i. Man kan ikke på den nuværende side se, hvor store malerierne er så spørg endelig løs.

Malerierne, der måler 1 x 1 m., er følgende:
http://www.seerups.dk/images/malerierfotos/112_1500.jpg
http://www.seerups.dk/images/malerierfotos/113_1500.jpg
http://www.seerups.dk/images/malerierfotos/114_1500.jpg
http://www.seerups.dk/images/malerierfotos/115_1500.jpg
http://www.seerups.dk/images/malerierfotos/116_1500.jpg
http://www.seerups.dk/images/malerierfotos/117_1500.jpg og dette som indeholder kobber:



Da jeg ikke vil have, at mine malerier bliver overmalet, skal mindst materialeudgifterne dækkes.
Medlemmer af galleriets Facebookside har førsteret, så meld dig til der, hvis du vil først i køen.

OBS! Dette blogindlæg må meget gerne deles! :)