26. november 2011

Kasserne i kassen

Jeg bor i sandhed i en kasse nu. En kasse (huset) med masser af kasser.
Fredag talte jeg med varmemesteren, og allerede mandag kan jeg få nøglen til mit rækkehus - Jubii! Han og en kollega kommer ud fra morgenen af mandag og ordner haven, vasker vinduer og gør rent, så det er lige til at flytte ind i over middag. Dét er da service, hva'?

Men herhjemme, for hjemme er det endnu her i huset, står alt pakket i flyttekasser. Jeg har 10 af mine egne og 6 af en kollegas (Tak, Troels :)) flyttekasser og en del kufferter, tasker og sorte sække fyldt, og jeg ved virkelig ikke hvor jeg skal gøre af det hele! Køkkenet mangler endnu at blive pakket ned som det sidste. Dertil kommer tingene i garagen og haven. Og selvfølgelig alle møblerne. Uha, jeg kommer muligvis ud i endnu en sortering, før jeg kan komme rundt i min nye bolig.

I går fik jeg paller af en kollega (Tak, Christian :)) til gulvet i mit skur, så opbevaringen kan ske uden "våde fusser". Dejligt! Der bliver ski nok fyldt op!

Men der skal være plads til at hygge trods kasserne i alle rum, og i aften har jeg inviteret min kommende eksmand på middag. Han er køberen af mit hus, og han har tilbudt min yngste at blive boende en måned, mens han finder bolig. Hvor er det dejligt, når vi kan hjælpe hinanden. Jeg har godt nok været meget bekymret for yngstesønnen, som stadig manglede bolig. Men det er så udsat en måned med panikken.

I aften skal vi tre have en god middag og skåle for at vi kommer videre på en god og rar måde. Det er jeg SÅ glad for.

I øvrigt sådan apropos "kommende eksmand", så har vi nu været separeret i syv måneder, og indsendte for tre måneder siden de nødvendige papirer og penge for at blive skilt hurtigt. Men vi har INTET hørt fra statsamtet. Vi er altså stadig gift, selvom vi er gået efter bogen.

Nå, maden kalder!
God lørdag aften i blogland :)

3 kommentarer:

  1. Hvor dejligt at læse, det lyder som om det hele går op i en højere enhed. Det er fedt når man kan komme videre i god ro og orden.
    Hav en dejlig aften.

    SvarSlet
  2. Dejlige dig
    Det lyder herligt at du overtager stedet i ordentlig stand - haven er nok blevet lidt "rodet" her i we.
    Når du kommer derud, tror jeg du skal have samme strategi som jeg: lav en lille oase midt i kaos og så giv dig selv lov til at holde pauser i oasen. Så kaffemaskinen må ikke gemmes for langt væk - den er du jo ret afhængig af ;)
    De varmeste tanker til dig fra Lene

    SvarSlet
  3. Inge> Ja, det er det rareste for alle, at vi kan hjælpe og støtte hinanden. Der er nok at skændes om, men det gavner ingen. Jeg har et mantra: Keep the best. Fuck the rest. ;)

    Lene> Jeg har sat mit lille cafésæt i køkkenet, så det er ligesom steder, hvor jeg kan sætte mig og slappe lidt af. I dag vil jeg tage en thermokande med kaffe med. i går satte jeg kaffe over - og glemte at tage det med! Doh!
    Tak for tippet :)

    SvarSlet