26. december 2011

Julen der væltede

Min julehilsen her på bloggen med billedet af stjernen er taget 24/12 k. 9:47. 2½ time senere stod stjernen knap så flot oppe ved loftet. Da gav min juletræsfod nemlig et knald og det ene af tre ben knækkede helt af sekundet før jeg ville have grebet om stammen og min nabo (med flot festfrisure og i smuk gallakjole) lå på gulvet og var klar til at forstærke det knagende ben med gaffa. Jeg nåede ikke at fange stammen, og min søde nabo fik heldigvis ikke træet ned over sig. Men ned kom træet, og lysholdere, lys, juletræspynt og knuste glaskugler var fordelt i hele stuen.

Det, der skulle holde benet på plads, er helt knækket.
I sådan en situation er gode råd dyre, og jeg er jo "en fattig jomfru der sad i løn". Kunne jeg mon hænge træet fast i loftet? Binde det fast med snor til alt muligt rundt i stuen? Sømme det fast i gulvet?

Nej, der var ikke meget at gøre sådan en juleaftensdag, hvor alle gode intentioner er væltet. Træet måtte ud og en erstatning findes. Jeg opgav at få julegaverne presset ind under grenene, men vi fik et træ med lys at danse omkring.

Det er muligvis første gang vi har kunnet nå hele vejen omkring træet.

Man siger, der er en første gang for alting. Det er første gang, jeg har oplevet mit juletræ vælte. Heldigvis lader jeg mig ikke sådan slå ud, og har en sund og solid humor, der får mig igennem mangen en udfordring :)

5 kommentarer:

  1. Det er godt nok kreativt. Måske kunne det have stået oven på gaverne :o))

    SvarSlet
  2. Sikke uheldig du har været! Synes jeg læste på fb at du havde sat det fast med gaffa.. Det holdt måske heller ikke??
    Håber I kom godt gennem juledagene!
    Knus

    SvarSlet
  3. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  4. Godt du har dit gode humør, så den oplevelse ikke fik ødelagt din jul. Men sikke da en størrelsesforskel på det faldne og det der afløste... men tændt var miniudgaven da, kan jeg se.

    Hav en god juleuge og et bragende godt nytår, skønne kvinde

    Mega super-duper-hjertelig krammer
    her fra Aalborg

    SvarSlet
  5. Tak for jeres søde hilsener og tanker. Jeg håber, I kan tilgive mig dette lille smilehul. Det var, hvad jeg lige havde overskud til at lave, og nej, vi dansede ikke om det lille USB-juletræ. Min søde nabo har kontakterne i orden, og fik fremtryllet en ny juletræsfod fra et nærboende familiemedlem. Vi havde vores juletræ juleaften - omend det var umuligt at komme hele vejen omkring, da det (som Helena korrekt har læst på FB) var tapet fast til min skænk med gaffatape ;)

    SvarSlet