Søg og du skal finde

17. december 2011

Lufter kattene

Jeg har boet her lidt mere end to uger, men først i dag fik jeg gået ned i skoven. Der er en skov ca. 200 m. vest for min bolig, og ca. 500 m. øst for min bolig er Kattegat. Perfekt placering naturmæssigt.

Men altså ville jeg ned i skoven, og det har været regnvejr hele ugen i de timer med lys, jeg har været hjemme. Pointen (udover at der altid er skønt i skoven) er, at jeg håber mine to katte vil gå den vej på deres ekspeditioner frem for mod landevejen.

Den yngste kat, Fie, var allerede ude og trives fint både ude og inde nu. Den gamle kat, Mio, derimod var inde og går nødigt ret langt ud. Han har det meget sværere med flytningen. Ind imellem tror jeg, at han er blevet lidt dement, og så er det meget forståeligt, at han ikke kan lide forandringer, for så er det meget svært at lære nyt. Men hvorom alting er, bar jeg ham ud, for han skulle med ud at gå. Da han helst vil være meget tæt på mig, fulgte han med. Jeg vil tro, det ser sjovt ud, for jeg lufter jo katte, hvilket ikke er det mest almindelige. Men det gør jeg altså.

Her kommer Mio luntende bag mig.


Mens Fie drønede foran og undersøgte alting...


I skoven så jeg denne sjove "ophængte" gren. Slyngplanter lader til at have grebet den og holde den fast ca. en meter over jorden.


På nogle døde grene groede de smukkeste svampe. Jeg har ingen anelse om, hvilke det er eller om den er spiselige. Jeg synes bare, de er flotte.



I øvrigt så den del af skoven, vi gik igennem, ud til at være egetræer. Det bliver spændende at se den klædt i grønt til foråret. Jeg tror, der er meget smukt og hyggeligt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Gør mig glad - Skriv en kommentar :)