Søg og du skal finde

25. maj 2012

Fik læst og påskrevet

Jeg har nu mødt min nye læge. Hun ville alligevel godt se den finger.

Det fik hun lov til, og så kan det ellers nok være, jeg fik læst og påskrevet om at tage min krop alvorligt! Fingeren er fyldt med betændelse og det er ved at brede sig til resten af hånden. Hun håber tommelfingeren kan reddes, men er til gengæld ret sikker på at resten af hånden kan. Ville lægge en skinne på, så jeg absolut ikke belaster den med noget som helst, men det afslog jeg altså, og så mente hun igen ikke, jeg tog det alvorligt nok.

Jamen kæreste bette læge altså. Pas nu på blodtrykket!
Jeg var mere bekymret for hende end mig selv, for hun reagerede godt nok voldsomt det bette menneske.

Jeg skal holde øje med finger, hånd og måske også armen for en rød plet, som vil være betændelsen der samler sig, hvilket kan ske, når man får antibiotika og der i forvejen er meget betændelse. Hvis det sker, er det til vagtlægen nu. Og med nu mente hun NU!

Ja, ja, det skal jeg nok. Det er trods alt min finger, det gør ondt i. Hun kunne lige så godt fortælle mig med det samme, hvad der så vil ske. Så vil de på sygehuset skære op med det samme for at få betændelsen væk, og det var her den med at redde tommel/resten af hånden kom fra.

Jeg foreslog, at jeg selv kunne stikke hul i skidtet, hvis det hastede så meget. Hun stirrede lamslået på mig, så jeg undskyldte og sagde, at det skulle jeg nok lade være med så.

Om jeg havde fået stivkrampevaccine for nylig? Det kunne jeg ikke sige med sikkerhed, men jeg har fået mange vacciner de seneste år, hvor jeg har rejst meget. Hun gik med til ikke at stikke mig, men så skulle jeg checke, når jeg kom hjem, og manglede den skulle de have det at vide ved vagtlægen/på sygehuset, så jeg kunne få en med det samme.

Da hun følte sig overbevist om, at jeg tog det hele alvorligt nok, faldt hun ned igen, og var ked af, at vi slet ikke havde fået præsenteret os ordentligt for hinanden, nu jeg var der for første gang. Så jeg skal komme en dag, hvor jeg ikke fejler noget akut. Så skal vi også snakke om at få testet, om jeg er allergisk overfor penicillin, som jeg har en mistanke om.

Jeg er hjemme nu, og jeg har taget en antibiotikapille med det samme, som jeg skulle. Jeg har også checket, og jeg er vaccineret mod stivkrampe/tetanus i 2010. Tommeltotten bliver ikke brugt, mens jeg skriver dette. Og vagtlægens nummer er kodet ind på mobilen. Nu mangler jeg bare at give min bekymrede nabo besked, og det er jeg ikke meget for, for jeg kender ikke hendes blodtryk, men ved at hun bekymrer sig let. Lægen ville gerne, at jeg havde nogen til at holde lidt øje med mig.

Jeg synes, det hele har været en voldsom og nok en del overdrevet reaktion, men jeg må da indrømme, at jeg er en lillebitte smule skræmt. :-/

På vejen hjem tænkte jeg, at hvis jeg er døden nær, så skal jeg dæleme herfra med god mad i maven, så jeg købte indbagt laks, masser af spinat, ciabatta og dælenrendme også piskefløde. Bemærk at næsten det hele kan lave sig selv, så jeg ikke skal belaste tommeltotten...

Sikke en eftermiddag! Jeg vil gå i køkkenet og tilberede mit måske sidste måltid. ;)

7 kommentarer:

  1. pas nu på dig selv. Jeg har selv fået lidt af et chok i dag. Gik til en læge i morges for at få taget en blodprøve. Bad hende lige høre på mit hjerte, da der har været sådan ligesom "bobler" siden i aftes - og jeg endte med at se en cardiolog, der ændrede på min blodtryksmedicin!!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen for Sørensen da! Godt du fik det checket og rettet til men sikke et chok, hva'?
      Jeg skal nok passe på mig selv. Lige nu dunker det meget i fingeren, så jeg har ædt nogle smertestillende og må bide det i mig, til pillerne virker...

      Slet
  2. Det lyder ikke rart - jeg tænkte straks "blodforgiftning" - du må love mig (selvom vi ikke kender hinanden!!) at søge læge igen hvis det ikke bliver bedre. Jeg håber hurtigt penicillinen virker! Godt du holder den i ro.

    Du har det vist som mig? Ikke på vilkår jeg ville køres i kørestol da jeg for 4 uger siden måtte på skadestuen fordi jeg var skvattet! Jeg ville selv gå og sygeplejersken mente jeg var sej og stædig. HM!!!! Det var jeg måske også for en knogle i min fod var brækket. Nå så kan jeg lære det!! Jeg påstod ihærdigt at det "bare" var en lille forstuvning (som så kan gøre lige så ondt som en brækket fod)

    Ved godt det nok ser dumt ud men kan du ikke holde hånden lidt op af?

    Rigtig god bedring! God pinse

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Anette

      Jeg husker godt, hvor uheldig du var med den brækkede knogle ved lilletåen. Du går stadig med krykker, ikk'? Og jo, vi er nok lidt af samme holdning, at der ingen grund er til at pive, for det meste går jo over af sig selv.

      Jeg har nu taget tre antibiotikapiller, og der er ingen forandring at spore. Det positive er jo så, at ingen forandring også betyder ingen forværring ;)

      Jeg lover at søge læge, hvis ikke der sker bedring i pinsedagene :) Dum ser jeg vist ud i forvejen ;) så det med at holde den højt gør jeg det meste af tiden. Så snart den kommer lidt nedad, smerter den, så det giver sig selv.

      Tak for din omsorg!
      God pinse!

      Slet
    2. Hej igen bettina :) Jo jeg går stadig med krykker og støvle - det er møgvarmt med sådan en støvle!!!

      Jeg håber penicillinen snart begynder at virke. Synes altid der plejer at gå 2-3-4 dage før jeg mærker virkning af det. Godt du lover at søge læge hvis ikke der er bedring. Det er noget træls noget med smerter. Man finder hurtigt ud af hvor meget man egentlig bruger fingrene og hvor meget sådan en skinne er i vejen! God pinse uden smerter til dig :)

      Slet
  3. Undskyld men jeg skal lige være færdig med at grine. Det er da bare så typisk dig
    1. At presse dig selv aaaaalt for meget
    2. At kunne beskrive det hele med så meget humor.

    Du ved hvor meget jeg holder af dig og jeg ville have givet dig gips på for kun det kan holde din hånd i ro! Jeg stoler ikke på dig, kan du nok forstå.

    Kærlige kram fra Lene

    SvarSlet
    Svar
    1. Lene, du griner vel ikke af mig i denne alvorlige situation!!?

      Men du har muligvis LIDT ret, omend jeg anser mig selv for temmelig doven anlagt. Hvis jeg havde fået gips på, kunne jeg ikke holde øje med den, så det er heldigvis udelukket ;)

      De kram der må du godt gøre lidt mere fysiske. Jeg savner nogen at putte mig ind til og passe på mig :)

      Slet

Gør mig glad - Skriv en kommentar :)