Søg og du skal finde

27. juli 2012

Egense Sommerfest 2012

Skulle du have lyst til at opleve sommerfesten i en lille by ved havet, er dette en mulighed.



Jeg har ikke selv oplevet det før, da jeg jo kun har boet her et halvt års tid, men da sommerfesten foregår næsten i min have, vil jeg nok kigge derover flere gange i løbet af lørdagen. Veninden, jeg får på besøg, et par naboer og jeg har også meldt os til middagen og revyen om aftenen. Vi kan helt sikkert finde plads til flere, hvis nogen gerne vil følges med os :)

Vi krydser fingre for godt vejr. Det er jo et kæmpe arbejde at få sådan en fest på benene og afviklet. Jeg kan fint følge med i arbejdet fra min terrasse, og der har været aktivitet i flere dage.


Lynkort kørselsvejledning: Kør op af vejen ved siden af Egense Friskole (Kystvej 52, Egense, 9280 Storvorde) og du vil finde festpladsen på venstre side 100 m. inde af grusvejen. Parkering på marken lidt længere fremme på højre side.

God sommerfest Egense!

26. juli 2012

Til minde om min lille trold

Den seneste uge har været hård for mig.

Fredag den 20/7 2012 måtte jeg tage en meget, meget svær beslutning. Det gjorde jeg, og de følgende to døgn gjorde jeg ikke meget andet end at græde. Ingen søvn. Ingen mad. Kun sorg.

Min dejlige og altid glade lille trold, Fie, har haft en allergi det meste af hendes kun fire år korte liv, og i sidste uge blev det værre. Min stakkels lille trold havde fået sår i ansigtet. Een allergi var blevet til multiallergi.

En lang, trist historie kort: Fie ville skulle i behandling resten af sit liv, altid være på specialkost og der ville ikke være nogen garanti for, at hun nogensinde ville få det godt igen alligevel.

Jeg har levet med katte i mit hjem hele mit liv, men jeg har aldrig måttet tage beslutning om, at en af dem skulle aflives. For mig var det en grænseoverskridende handling at skulle være herre over liv og død, og selv om det ville have været mest egoistisk at lade hende leve videre, skal jeg nu lære at tilgive mig selv den beslutning at lade min lille trold sove ind.

De var aldeles fantastiske på Gistrup Dyrehospital. Vi snakkede. Vi nussede Fie, der kun var lidt urolig og mere nysgerrig på alt på undersøgelsesstuen. Og så fik Fie en sprøjte, der skulle få hende til at sove - ligesom når de skal opereres. Fie og jeg fik en time sammen, mens hun blev døsig og faldt i søvn i mine arme. Jeg lagde hende stille ned, og hun lå så fin der og bare sov. Havde hun kunnet, ville hun helt sikkert have spundet og vist at hun nød vores nussetime. Personalet kiggede ind til os flere gange, og først da Fie og jeg havde snakket om alting, takket for alle de pragtfulde stunder, aftalt hvor vi skulle mødes senere og grædt mange tårer over, hvor uretfærdig skæbnen nogen gange er, og jeg var klar, gav dyrlægen hende den sidste sprøjte, som stoppede min lille trolds hjerte.

Åh hvor jeg dog savner min lille trold. Fie kom altid løbende, når jeg kom fra arbejde. Så skulle vi nusse næser, mens hun spandt og jeg smilede helt op til ørerne. Nu er der frygtelig tomt fra bilen hen til døren...

Af forskellige årsager har jeg først i dag givet besked til den sidste af mine guldklumper, og derfor er det reelt først i dag, jeg kan tillade mig at sørge uden at skulle skjule det. Dét har været hårdt... Meget hårdt. Er der nogen, jeg har haft brug for at kramme er det mine guldklumper. Det har vi gjort nu og det vil vi fortsætte med at gøre.

Jeg har kigget de billeder igennem, jeg stadig har, og her er et udvalg:

Mit første møde med Fie, da vi besøgte familien der havde fået killinger, de gerne ville give væk til omsorgsfulde familier. Hun var så lille og spinkel, min lille trold. Man kan jo ikke andet end føle, man skal passe godt på hende.
Fie er netop hentet hjem til os sammen med to søstre. Der er blevet undersøgt og leget, og de tre små kære væsener er blevet overøst med kærlighed og opmærksomhed fra os alle fem til stede, så nu er Fie træt.

Træt lille Fie prøver at vågne.
Fie og yndlingssøsteren Tulle. Fie har altid været feminin, og at hun dufter til blomster underbygger det vist.

Fie, Bailey og Tulle er vildt fascinerede af lyspletten og er alle tre klar til at fange den. Så små de dog er.

Fie er den farlige jæger i urskoven. Nå ja, det skvalderkål var lidt højt.

Fie og Tulle deler bøtten efter en herlig søsterkamp om den. De to vidunderlige katte er forenet ved Nordstjernen i dag.

Kønne lille Fie

Fie har altid været ekspert i at sove nuttet.
Fie er blevet voksen og nyder foråret.

Fie med på gåtur i Sulsteds omegn. Fie elskede at gå med på ture.

Så køn min lille trold er. Nu er vi flyttet til Egense.

Til Egense flyttede Mio, Fie og jeg. De to katte har altid elsket hinanden højt.
Denne aften drøner jeg gamle kone rundt i huset med en snor efter mig, og begge katte går meget op i det. Hvis jeg stopper op, tager Fie snoren i munden og løber videre med den uden mig.
Jeg grinede, så jeg fik ondt i maven den aften.

Fie og jeg er gået på skovtur for at finde liljekonvaller. Myrerne bed os begge, så vi hoppede temmelig meget. Blomsterne ville vi jo have med hjem.

Fie på en af sine yndlingspladser: Vindueskarmen ved siden af sofaen. Herfra kunne hun kigge ud på haven og strække en pote ud og nå mig, hvis jeg sad i sofaen.

Afslappet, køn og elskelig. Min lille trold Fie den sidste dag.

Min far sagde engang i en tale til mig, at jeg havde en evne til at gå ind i folks hjerter med træsko på. Det samme vil jeg sige om Fie. Hun var forbeholden og talte bestemt ikke med hvem som helst. De første år af hende liv, var min yngste guldklump hendes et og alt, og alle andre var luft. De sidste år var jeg hendes et og alt. Med mindre guldklumpen kom på besøg selvfølgelig. Så var jeg stadig næstbedst ;)

Jeg savner dig min lille trold, der bragte solskin ind i hver eneste dag.

25. juli 2012

Et smut i København og nordlige omegn

Jeg har været i tur på øen og besøge en veninde, og vi er kommet vidt omkring på de små tre dage, jeg havde derovre. Se bare her.

Den skallede kok spillede sammen med nogle andre musikere ved Lyngby sø
Bakken julepyntet. Forlystelserne stod stille så tidligt på dagen.

Julemændenes årlige kongres er i gang. Vi så dem dog ikke.

Ny Bakkesangerinde?
Skøn udsigt fra Strandvejen
Rungsted havn. Vi fik frokost på "The Captain".
Vi bemærkede, at tjenerne gav hånd, når gæsterne gik. Men ikke til os. Jeg gav drikkepenge, men tjeneren der afleverede mine byttepenge foreslog, at jeg gav en 50'er mere. Det ville jeg ikke, og så var der ingen, der værdigede os et farvel. Så beregn dig et eller anden sted over 30% i drikkepenge, hvis ikke du vil ses ned på hos "The Captain". Maden var god, men jeg spiser der ikke igen.

Vi ville gerne have kigget nærmere på Rungstedlund, men så skulle vi ikke være kommet en mandag.

Hestevogn på Erimitagesletten
Lækkerier ved Torvehallerne

Gråbrødre Torv med det store platantræ. Vi fik frokost hos Huks Fluks til venstre på billedet

Det store, stygge storkespringvand

Aliens er landet foran Christiansborg

Den sorte diamant

Altid smukke og summende Nyhavn

Det Kongelige Teaters skuespilhus til venstre og Operaen til højre
Og så var det atter tilbage til Kastrup med bagagen fuld og oplevelser :)

21. juli 2012

We'll meet again




 Højt elsket - Dybt savnet

Vi vil altid have vores aftalte stjerne min glade lille trold.
Da Mio og jeg stod og græd i natten og sagde godnat til dig, lige før lyset overtog himlen, så jeg Tulle sammen med dig. Jeg er så glad for, I har fundet hinanden igen.

We'll meet again

18. juli 2012

Tiltrækningskraft

Er det muligt ubevidst at blive tiltrukket af optagne mænd?
Nå ja, jeg tænker bare... Og her er så Peter og Georg.


13. juli 2012

Rigtig nedtur i går

I går kom der mail fra rejseselskabet om, at min drømmerejse til Mellemamerika er aflyst pga. for få deltagere. Noj hvor er jeg ked og skuffet...

Nu skal jeg have fundet en anden rejse eller måske tage med på samme rejse til januar 2013. Der er bare såå længe til. Men det er jo den rejse, jeg drømmer om, så jeg ender nok med at hoppe på i januar.

Pyhh... Et halvt år siden sidste ferie og nu med udsigt til et halvt år mere inden rigtig ferie. Altså et helt år med kun en uges afbræk. Det skal der lige tygges lidt på.

7. juli 2012

Hjælp! Fluer er et seriøst problem

Jeg har et seriøst problem med fluer nu. Billederne herunder bør ikke ses lige før et måltid (har selv lige opgivet at spise den aftensmad, jeg ellers havde gjort klar) eller af sarte sjæle. Dog vil jeg pointere, at fluerne passer sig selv, og faktisk lader til at undgå mig.

200 m. fra mit rækkehus ligger der en minkfarm, og jeg formoder, at den er problemet. Spørgsmålet er, om jeg kan tage fat i nogen som helst for at få gjort noget ved problemet? Ifølge min nabo er minkfarmeren forpligtet til at sprøjte mod fluerne. Det kan jeg i så fald konstatere, at han absolut ikke overholder. Hvem kan jeg så gå til?
Alternativt tænker jeg, om boligselskabet, der ejer mit rækkehus, kan kontaktes og de så skal gøre noget ved det?

Jeg håber inderligt, at nogen her kan hjælpe mig!

Det er kun TRE DAGE siden jeg sidst gjorde rent og fjernede alle fluer og fluefangere. Efter rengøringen sprøjtede jeg et vindue i min stue med BIO (8IO) og hang nye fluefangere op. Dette er det sørgelige resultat efter kun tre dage.

Vindueskarm i køkkenet. Bemærk den store flue til venstre for urtepotteskjuleren.
Det er en almindelig stueflue. Alle andre fluer er små.

Højre side af vindueskarmen hvor jeg sprøjtede

Venstre side af samme vindue

Fluefanger ved samme vindue


En anden vindueskarm i min stue
Under min TV skærm

Fluefanger over spisebord
Min bruseniche

Et maleri i mit soveværelse
Jeg har taget et foto ud af mit stuevindue og tegnet cirkler omkring de fluer,
jeg kan se udenfor gennem ruden. Nogle pletter er muligvis på ruden men alligevel!
Jeg kan høre dem ramme ruden hele tiden.
Jeg har et seriøst problem!!
Det er 50 min. siden jeg tog billederne. Derefter støvsugede jeg hele hytten. Nu ligger der 17 døde fluer i det sprøjtede vindue. Her er alt for varmt, men jeg kan jo ikke lufte ud!

Det er lige før jeg begynder at pakke mine ting sammen og finder en anden bolig...

Ritas knuder

For 25-30 år siden fik jeg af min daværende svigerinde, Rita, en kageopskrift, som jeg brugte flittigt den følgende tid. "Knuder" kaldte hun dem, så jeg kaldte min opskrift "Ritas knuder". Min mand kaldte dem i spøg "Ritas myoser" :)

Det er en af de bedste opskrifter, jeg har, og jeg har blandt vennerne på Facebook lovet at give den videre, hvilket er grunden til dette blogindlæg. Sådan ender de med at se ud:


Jeg har i dag lavet en meget stor portion (3 kg. mel). Sagen er nemlig den, at jeg arbejder i en børnehave, der hedder "Knuden". Jeg ville lave noget til børnene og pædagogerne, når de går på ferie på fredag, og hvad var mere passende end "Ritas knuder"? Jeg var faktisk ikke sikker på, jeg havde opskriften, der var griflet ned i farten på en lap papir. Men jeg fandt den!

Ritas knuder

Dej: 
50 g. gær
150 g. margarine
½ l. mælk
100 g. sukker
1 tsk. salt
ca. 1 kg. mel

Fyld 1:
150 g. blød margarine
1 dl. sukker
2-3 tsk. kanel eller kardemomme
Evt. mandler eller kokosmel

Fyld 2:
150 g. blød margarine
150 g. flormelis
1 spsk vanille
Evt. mandler eller kokosmel

OBS! Anvend ENTEN fyld 1 ELLER fyld 2 - ikke begge to til een portion dej.

Fremgangsmåde:
Ingredienserne blandes (hehe jeg forudsætter at du har lavet gærdej før), og dejen hæver i 30-45 min.

Min portion blev ret stor. Skålen måler 35 cm. i diameter.
Del dejen i to, og rul hver af dem ud til et aflangt stykke -  ca. ½ cm. tyk.
Smør fyldet på den ene halvdel (jeg har brugt fyld 2 inkl. kokosmel).


Fold dejen sammen fra den lange side.


Skær strimler på ca. 2 cm. bredde.


Sno strimlerne rundt og slå en knude på dem. Sørg for at enderne ikke stikker ud.
Knuderne skal nu hæve i 40 min.

Pensel knuderne med æg og pynt evt. med perlesukker.
Bages ved 225 grader i ca. 12 min.




------------------------

Jeg har i dag lavet to versioner. Den ovenfor beskrevne, hvor knuderne ender med at blive over 10 cm. i diameter, og en version beregnet til små børn, hvor knuderne er ca. 4 cm. i diameter.

Til de små knuder foldede jeg ikke dejen sammen, men smurte fyldet hele vejen hen over dejen, skar strimlerne ud og snoede knuder af dem.


Her er de små knuder færdige, og jeg beregner to til hvert barn.



Hvis du har lyst til at afprøve opskriften, har jeg en bøn til dig. Kald opskriften for "Ritas knuder" selv om du ikke kender Rita. Jeg vil være meget stolt over at give hende den ære måske at få en opskrift udbredt med hendes navn. Dels er Rita en skøn kvinde, og dels har Rita været meget alvorligt syg, så hun fortjener om nogen den ære :)
Tak!

God fornøjelse!