7. juli 2012

Ritas knuder

For 25-30 år siden fik jeg af min daværende svigerinde, Rita, en kageopskrift, som jeg brugte flittigt den følgende tid. "Knuder" kaldte hun dem, så jeg kaldte min opskrift "Ritas knuder". Min mand kaldte dem i spøg "Ritas myoser" :)

Det er en af de bedste opskrifter, jeg har, og jeg har blandt vennerne på Facebook lovet at give den videre, hvilket er grunden til dette blogindlæg. Sådan ender de med at se ud:


Jeg har i dag lavet en meget stor portion (3 kg. mel). Sagen er nemlig den, at jeg arbejder i en børnehave, der hedder "Knuden". Jeg ville lave noget til børnene og pædagogerne, når de går på ferie på fredag, og hvad var mere passende end "Ritas knuder"? Jeg var faktisk ikke sikker på, jeg havde opskriften, der var griflet ned i farten på en lap papir. Men jeg fandt den!

Ritas knuder

Dej: 
50 g. gær
150 g. margarine
½ l. mælk
100 g. sukker
1 tsk. salt
ca. 1 kg. mel

Fyld 1:
150 g. blød margarine
1 dl. sukker
2-3 tsk. kanel eller kardemomme
Evt. mandler eller kokosmel

Fyld 2:
150 g. blød margarine
150 g. flormelis
1 spsk vanille
Evt. mandler eller kokosmel

OBS! Anvend ENTEN fyld 1 ELLER fyld 2 - ikke begge to til een portion dej.

Fremgangsmåde:
Ingredienserne blandes (hehe jeg forudsætter at du har lavet gærdej før), og dejen hæver i 30-45 min.

Min portion blev ret stor. Skålen måler 35 cm. i diameter.
Del dejen i to, og rul hver af dem ud til et aflangt stykke -  ca. ½ cm. tyk.
Smør fyldet på den ene halvdel (jeg har brugt fyld 2 inkl. kokosmel).


Fold dejen sammen fra den lange side.


Skær strimler på ca. 2 cm. bredde.


Sno strimlerne rundt og slå en knude på dem. Sørg for at enderne ikke stikker ud.
Knuderne skal nu hæve i 40 min.

Pensel knuderne med æg og pynt evt. med perlesukker.
Bages ved 225 grader i ca. 12 min.




------------------------

Jeg har i dag lavet to versioner. Den ovenfor beskrevne, hvor knuderne ender med at blive over 10 cm. i diameter, og en version beregnet til små børn, hvor knuderne er ca. 4 cm. i diameter.

Til de små knuder foldede jeg ikke dejen sammen, men smurte fyldet hele vejen hen over dejen, skar strimlerne ud og snoede knuder af dem.


Her er de små knuder færdige, og jeg beregner to til hvert barn.



Hvis du har lyst til at afprøve opskriften, har jeg en bøn til dig. Kald opskriften for "Ritas knuder" selv om du ikke kender Rita. Jeg vil være meget stolt over at give hende den ære måske at få en opskrift udbredt med hendes navn. Dels er Rita en skøn kvinde, og dels har Rita været meget alvorligt syg, så hun fortjener om nogen den ære :)
Tak!

God fornøjelse!

1 kommentar:

  1. Hej!

    Din blog har fanget vores opmærksomhed på grund af kvaliteten af de opskrifter. Vi ville være glade, hvis du ønsker at deltage i Findeopskrifter.dk, så vi kunne oprette forbindelse til den.

    Findeopskrifter.dk er en søgemaskine, der samler de bedste danske madlavning blogs fra internettet.

    Flere hundrede blogs er allerede registreret her og drage fordel af den trafik, vi sender til deres websteder.

    For at deltage Findeopskrifter.dk, bare gå til http://www.findeopskrifter.dk/kom-med-i-madblogstoppen

    Hav en dejlig dag!

    Med venlig hilsen
    - Elin, Findeopskrifter.dk

    SvarSlet