26. juli 2012

Til minde om min lille trold

Den seneste uge har været hård for mig.

Fredag den 20/7 2012 måtte jeg tage en meget, meget svær beslutning. Det gjorde jeg, og de følgende to døgn gjorde jeg ikke meget andet end at græde. Ingen søvn. Ingen mad. Kun sorg.

Min dejlige og altid glade lille trold, Fie, har haft en allergi det meste af hendes kun fire år korte liv, og i sidste uge blev det værre. Min stakkels lille trold havde fået sår i ansigtet. Een allergi var blevet til multiallergi.

En lang, trist historie kort: Fie ville skulle i behandling resten af sit liv, altid være på specialkost og der ville ikke være nogen garanti for, at hun nogensinde ville få det godt igen alligevel.

Jeg har levet med katte i mit hjem hele mit liv, men jeg har aldrig måttet tage beslutning om, at en af dem skulle aflives. For mig var det en grænseoverskridende handling at skulle være herre over liv og død, og selv om det ville have været mest egoistisk at lade hende leve videre, skal jeg nu lære at tilgive mig selv den beslutning at lade min lille trold sove ind.

De var aldeles fantastiske på Gistrup Dyrehospital. Vi snakkede. Vi nussede Fie, der kun var lidt urolig og mere nysgerrig på alt på undersøgelsesstuen. Og så fik Fie en sprøjte, der skulle få hende til at sove - ligesom når de skal opereres. Fie og jeg fik en time sammen, mens hun blev døsig og faldt i søvn i mine arme. Jeg lagde hende stille ned, og hun lå så fin der og bare sov. Havde hun kunnet, ville hun helt sikkert have spundet og vist at hun nød vores nussetime. Personalet kiggede ind til os flere gange, og først da Fie og jeg havde snakket om alting, takket for alle de pragtfulde stunder, aftalt hvor vi skulle mødes senere og grædt mange tårer over, hvor uretfærdig skæbnen nogen gange er, og jeg var klar, gav dyrlægen hende den sidste sprøjte, som stoppede min lille trolds hjerte.

Åh hvor jeg dog savner min lille trold. Fie kom altid løbende, når jeg kom fra arbejde. Så skulle vi nusse næser, mens hun spandt og jeg smilede helt op til ørerne. Nu er der frygtelig tomt fra bilen hen til døren...

Af forskellige årsager har jeg først i dag givet besked til den sidste af mine guldklumper, og derfor er det reelt først i dag, jeg kan tillade mig at sørge uden at skulle skjule det. Dét har været hårdt... Meget hårdt. Er der nogen, jeg har haft brug for at kramme er det mine guldklumper. Det har vi gjort nu og det vil vi fortsætte med at gøre.

Jeg har kigget de billeder igennem, jeg stadig har, og her er et udvalg:

Mit første møde med Fie, da vi besøgte familien der havde fået killinger, de gerne ville give væk til omsorgsfulde familier. Hun var så lille og spinkel, min lille trold. Man kan jo ikke andet end føle, man skal passe godt på hende.
Fie er netop hentet hjem til os sammen med to søstre. Der er blevet undersøgt og leget, og de tre små kære væsener er blevet overøst med kærlighed og opmærksomhed fra os alle fem til stede, så nu er Fie træt.

Træt lille Fie prøver at vågne.
Fie og yndlingssøsteren Tulle. Fie har altid været feminin, og at hun dufter til blomster underbygger det vist.

Fie, Bailey og Tulle er vildt fascinerede af lyspletten og er alle tre klar til at fange den. Så små de dog er.

Fie er den farlige jæger i urskoven. Nå ja, det skvalderkål var lidt højt.

Fie og Tulle deler bøtten efter en herlig søsterkamp om den. De to vidunderlige katte er forenet ved Nordstjernen i dag.

Kønne lille Fie

Fie har altid været ekspert i at sove nuttet.
Fie er blevet voksen og nyder foråret.

Fie med på gåtur i Sulsteds omegn. Fie elskede at gå med på ture.

Så køn min lille trold er. Nu er vi flyttet til Egense.

Til Egense flyttede Mio, Fie og jeg. De to katte har altid elsket hinanden højt.
Denne aften drøner jeg gamle kone rundt i huset med en snor efter mig, og begge katte går meget op i det. Hvis jeg stopper op, tager Fie snoren i munden og løber videre med den uden mig.
Jeg grinede, så jeg fik ondt i maven den aften.

Fie og jeg er gået på skovtur for at finde liljekonvaller. Myrerne bed os begge, så vi hoppede temmelig meget. Blomsterne ville vi jo have med hjem.

Fie på en af sine yndlingspladser: Vindueskarmen ved siden af sofaen. Herfra kunne hun kigge ud på haven og strække en pote ud og nå mig, hvis jeg sad i sofaen.

Afslappet, køn og elskelig. Min lille trold Fie den sidste dag.

Min far sagde engang i en tale til mig, at jeg havde en evne til at gå ind i folks hjerter med træsko på. Det samme vil jeg sige om Fie. Hun var forbeholden og talte bestemt ikke med hvem som helst. De første år af hende liv, var min yngste guldklump hendes et og alt, og alle andre var luft. De sidste år var jeg hendes et og alt. Med mindre guldklumpen kom på besøg selvfølgelig. Så var jeg stadig næstbedst ;)

Jeg savner dig min lille trold, der bragte solskin ind i hver eneste dag.

14 kommentarer:

  1. Å,dette var en rørende historie..og en aldeles nydelig Fie!Føler med deg i sorgen over Fie!Hilsen Else Britt

    SvarSlet
  2. Åh hvor jeg føler med dig Bettina ... selvom du gjorde det "rigtige" i Fie's situation, er det frygteligt at skulle være herre over liv og død. Stort knus til dig

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, Dorte, og du har helt ret.

      Slet
  3. Åh din stakkel ,men godt du træf den rette beslutning..kommer sørme til at savne fortællingerne om jeres gåture...c",)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, Søs, og jeg kommer til at savne selskabet på turene.

      Slet
  4. Årh hvor jeg føler med dig. Man elsker jo sine dyr så uendelig højt og selvom man gør det rigtige for sit dyr så er det jo bare så trist. Mange kram og tanker.

    SvarSlet
  5. Åh hvor er det bare trist, forstår godt du er ked af det :-(

    Knus og tanker fra Vraa

    SvarSlet
  6. Øv, hvor trist men det er desværre den beslutning vi som dyreejere indimellem må træffe, uanset hvor ondt det gør.

    Håber der kommer en ny Fie ind i dit liv... det bliver aldrig den samme, det ved jeg godt, men en lige så god.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har stadig en Mio. Ingen af dem kan erstattes, og jeg er slet ikke indstillet på at skulle igennem sådan noget igen.

      Slet
  7. Kæreste Bettina. Jeg læste dit indlæg her i eftermiddag og kom til at græde af savn over min egen søde kat. Nu vender jeg tilbage for lige at give dig et virtuelt knus. Du kan tro, at jeg forstår dig. Jeg har haft mange dejlige katte i mit liv, og jeg måtte selv sige farvel til min yndling, lille Puskis, sidste år.

    Din lille Fie var en aldeles yndig kat, men din måde at sige farvel til hende på var helt rigtig. Og du gjorde det bedste for hende; det er jeg sikker på.

    kærlig hilsen Mia

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak for knus og kommentar, Mia.
      Det er næsten uhyggeligt at man kan blive så knyttet til et dyr, og jeg synes ellers jeg har et fornuftigt forhold til mine katte. Men der er bare ikke noget som helst fornuftigt i at skulle dømme til døden. Pyh det er hårdt.

      Slet