5. august 2012

Jesperhus Blomsterpark og Glyngøre

I går tog guldet og jeg til Mors for at besøge Jesperhus Blomsterpark og bagefter til Glyngøre for at gense den dejlige by, min yngste guldklump boede i nogle måneder i forbindelse med sin uddannelse.

Vi tog af sted fra det nordjyske i det fineste vejr og med en vejrudsigt for Mors, der sagde 0,6 mm. regn. Det kunne jo kun være en enkelt byge i løbet af dagen, så det kunne ikke stoppe os. Heldigvis vil jeg sige, for havde vi vidst, hvor mange byger vi ville opleve, ville vi muligvis have flyttet besøget til en anden dag.

OBS! Alle fotos er klikbare for dobbelt størrelse!

Junglezoo har forskellige dyr fritgående i det lukkede område. Jeg synes nu bedst om sommerfuglene, men denne rødbrystede krondue var ret så dekorativ.


En sommerfugl lidt tæt på.


Mens vi gik i junglezoo kom en vældig byge udenfor. Det var da heldigt for os, at vi var indendørs mens dagens byge blev overstået. Da vi kom udenfor igen, var bygen overstået, så vi fandt en tør plet under et træ og fik vores medbragte kaffe, brød og frugt.

Her et af de mange smukke steder med vand i parken.


Men så skal jeg love for at vi fik 0,6 mm. regn - og lidt til! Lyn og torden bragede løs. Små åer var at finde overalt på kort tid, og folk løb af sted for at komme i ly for regnen.


Da denne byge var overstået og det kun smådryppede, gik vi atter ud og så på parken.
Det er områder som dette, Jesperhus Blomsterpark er kendt for. Så smukt det da også er - også når det er plaskvådt.


Men ak! Endnu en byge kom ind over os, og nu var vi i et område, hvor vi ikke kunne finde ly, så vi blev gennemblødte. Vore jakker osv. havde vi ladet ligge i bilen (som naturligvis var parkeret på den plads, der var allerlængst væk fra indgangen), og vi bestemte os hurtigt for, at vi lige så godt kunne fortsætte i regnen. Dog var det ikke så godt for vore kameraer, så vi måtte være lidt kreative for at få nogle fotos med hjem.


 Regnede det? Ja, det tror jeg nok, det gjorde!!


 Blev vi våde? Ja, det tror jeg nok, vi blev!!


Men sådan et konstant skifte mellem regn og sol giver mulighed for nogle helt fantastiske motiver. Ja, jeg er ubetinget optimist :) Se bare denne røde grønkål. Navnet lader vi lige hænge et øjeblik, ikk'? ;)


Sid ned og hvil fødderne et øjeblik. Men husk at løfte dem!


Der kommer et par blogindlæg mere om lidt med alle blomsterne, for i dette indlæg forlader vi nu Jesperhus Blomsterpark for at køre til Glyngøre og vække minder.
Tænk at bo så smukt!


Den smukke Sallingsundbro set fra Glyngøre. Vi krydsede den hele fire gange, fordi jeg er hammergod til at finde vej... Således drejede jeg til højre fra Glyngøre for at komme mod Skive. Altså indtil vi var på broen, for da gik det op for mig, at der da ikke plejer at være en bro dén vej. Suk... Men det er ikke kedeligt at køre med mig! ;)
Sallingsundbroen er i øvrigt afbilledet på nutidens 50-kronesedler.


Fantastiske skyer på himlen over Mors set fra Glyngøre.


Trods det underholdende vejr var det en dejlig dag, som vi sikkert vil grine af mange gange fremover.

Flere indlæg fra gulddagen her.

2 kommentarer:

  1. Sikke fine billeder. Hvilket kamera brugte I?

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have, Karin :)
      Kameraet, jeg brugte denne dag, er et Canon EOS 600D.

      Slet

Gør mig glad - Skriv en kommentar :)