25. april 2013

Mellemamerika 2013: USA/Georgia (og Frankrig)

Velkommen til staten Georgia i USA!
USA hører reelt ikke til Mellemamerika, men eftersom mellemlandingen i USA blev forlænget med mere end et døgn og var en ret speciel oplevelse, tager jeg det med.

Here goes...

Da vi skulle rejse ud af Guatamala og til USA, fik vi os en overraskelse. Vores fly fra USA til Holland var aflyst, og man kan ikke rejse ind i USA hvis ikke man har en billet ud igen. Det var fantastisk at være i Mellemamerika, men når først man er på vej hjem, vil man bare gerne hjem, så det var ikke så fedt.

En medarbejder i lufthavnen i Guatemala City gik i gang med at undersøge mulighederne, og det kan ikke være nemt at presse en gruppe på 24 personer ind på andre fly, så vi måtte være tålmodige. Det var vi skam også. Alle var rolige og blev pænt stående og ventede.
Det lykkedes at finde et fly fra Atlanta i Georgia til Charles de Gaulle i Paris og videre derfra til Kastrup, og så måtte vi gerne checke ind på flyet til Atlanta.

Vi ville lande i Atlanta midt på dagen, og næste morgen ville flyet til Frankrig afgå. Ankomst i Frankrig ville være morgenen efter kl. 6 og flyet til Kastrup derefter med afgang om eftermiddagen. I alt ca. et døgns forsinket ankomst til Kastrup.

Vi ankom til Hartsfield-Jackson Atlanta International Airport - North. Atlanta lufthavn er den travleste lufthavn i verden, og der er (mindst?!?) North og South. Omfanget af lufthavnen er ikke helt til at forstå, men det tog 10-15 min. i bus at køre fra North til South!

Efter ankomsten gik vores guide hen til flyselskabet, som var ansvarlig for vores forsinkelse. Vi skulle have voucher på hotelovernatning og forplejning til det døgn, vi ikke selv havde bedt om. Det tog en del tid for guiden at få det hele klaret af medarbejderen, hvilket kan undre, når de har vidst siden om morgenen, at vi ville komme. Vi kunne indlogeres på to forskellige hoteller. Seks på det ene og 18 på det andet. Jeg kom med den store flok, der skulle bo på Quality Hotel Conference Center (QHCC).

Vi tog lufthavnsbussen fra North til South, hvor der var en smart system med store skilte med navnene på hotellerne. Ved skiltet med det rigtige hotel stiller man sig så op og venter på hotellets shuttlebus. Efter nogle minutter blev de seks til det andet hotel afhentet.
Endelig kom vores bus, men der var slet ikke plads til alle os, der skulle til QHCC. Kun en enkelt fra vores selskab kom med, og chaufføren fortalte, at han ville være tilbage om et kvarter. Det skal siges, at det var hundekoldt. Lige omkring frysepunktet og det blæste. Vi frøs, men fandt endnu engang tålmodigheden frem.

Der gik et kvarter, men bussen kom ikke. Der gik en halv time uden synet af bussen, og da var vi ved at være gennemfrosne. Mine hænder og fødder var følelsesløse, og jeg var stoppet med at ryste. Formentlig kroppens måde at opgive at varme kroppen op og i stedet holde den sidste varme i kroppens center. Efter tre kvarter var stemningen en blanding af vrede og opgivelse. Et par ville selv finde en taxa og komme ud til hotellet. Nogle fulgte med dem, og så gik vi alle sammen over til den side, hvor der så ud til at holde taxaer. Vi fandt to minibusser, og første hold tog af sted. Vi fulgte kort efter.

Chaufføren plottede et hotelnavn, som mindede om QHCC, ind på sin GPS, og vi gjorde opmærksom på, at det ikke var det rigtige hotel. Det troede han ikke på, for chaufføren i den anden minibus havde sagt til ham, at vi skulle til det andet hotel. Og så begyndte han at køre. Guiden prøvede venligt at forklare, at uanset hvad den anden chauffør havde sagt, var det ikke det rigtige hotel. Han fandt voucheren frem og viste navnet på vores hotel. Det kunne chaufføren ikke bruge til noget. Hvis ikke vi ville til det andet hotel, skulle han bruge en adresse på vores hotel. Den havde vi ikke, og så mente han stadig, at vi skulle til det andet hotel. Jeg er ikke sikker på, at han kunne læse. I alt fald ikke særlig godt.

Stemningen i bussen var ved at blive varm. Chaufføren ville på ingen måde køre os dertil, hvor vi skulle, uanset hvad vi sagde og gjorde. Han kørte bare videre, og taxameteret talte løs. Vi endte selvfølgelig på det forkerte hotel, og først da vi holdt der og efter guderne skal vide hvilken gang fortalte ham, at det ikke var vores hotel, hørte han efter. Guiden gik ind på det forkerte hotel og spurgte om de kendte adressen på QHCC, og jeg forsøgte hele tiden at fange et åbent wifi, så jeg kunne slå QHCC op på Google og få en adresse. Ingen af delene gav resultat. Så kørte chaufføren igen, og på spørgsmålet om, hvor han ville køre hen, svarede han blot, at det jo ikke var det rigtige hotel.

Vi nærmest råbte i munden på hinanden, at han skulle stoppe bussen, for nu var det bare nok. Vi havde kørt rundt længe efter et hotel, vi klart og tydeligt havde sagt, ikke var vores, og ville på ingen måde betale ham for yderligere meningsløs, dyr kørsel, der ingen vegne førte hen. Så ringede han til den anden chauffør, som havde givet ham adressen på det forkerte hotel, og de havde en diskussion på et sprog, ingen af os forstod. Den anden chauffør måtte jo have kørt de andre til det forkerte hotel også, og nu vide hvor vi så skulle hen. Deres samtale endte, da den anden chauffør smækkede røret på.

Det var sen aften nu. Vi havde været på farten siden tidlig morgen. Vi var trætte, og vi var kun ved at tø op. Vore medrejsende kørte formentlig forvildede rundt "lost in Atlanta somewhere", og der var på ingen måde udsigt til, at vi ville finde vores hotel for natten. Og da slet ikke for at vi kunne få noget at spise. Vi ville tilbage til lufthavnen, og vi ville have fat i vore medrejsende i den anden bus. Den anden chauffør svarede nu ikke længere på vores chaufførs opkald, så det så temmelig sort ud.

Jeg kan faktisk ikke huske, hvordan vi nåede frem til QHCC herfra, men vi kom dertil. På vores hotel viste det sig så, at de ingen værelser havde til os!! Alt booket. De påstod, at de havde ventet på os, og da vi ikke kom, lejede de værelserne ud til andre. Vi fik så tildelt et andet hotel, og blev flyttet over i QHCCs shuttlebus. Det var den, der tidligere havde medtaget een af vore medrejsende, og lovet at være tilbage efter os et kvarter senere. Chaufføren fortalte, at han var beordret til at blive på hotellet tidligere på dagen, hvor vi ventede på ham. Han havde forklaret, at vi ventede, men eftersom der ikke var plads til os på hotellet, måtte han ikke hente os. Så meget for at de havde ventet på os, og lejet vore værelser ud, da vi ikke kom, ikk'? Heldigvis kom vore medrejsende fra den anden bus på dette tidspunkt, og så var vi endelig samlet. Bortset altså fra de seks som var taget til et andet hotel og den ene, som var kommet hertil tidligere.

Vi kørte til det nytildelte hotel, og allerede udenfor kunne vi se to lange køer ved receptionen. Guiden gik ind, og efter noget tid kom han ud og fortalte, at den ene kø var de, der var sendt fra samme hotel som os, og den anden kø var gæster som havde bestilt og betalt forud. Så var det ikke svært at gætte, hvem der ville få de få pladser, der var tilbage... Vor medrejsende, som jo skulle være ankommet for længst, ville de ikke oplyse, om var på hotellet, men så slog det mig, at jeg havde hendes mobilnummer, og jeg forsøgte at ringe til hende. Hun var på hotellet, vi holdt udenfor, og var på vej i seng. Fint. Så var hun da på plads. Men vi andre var stadig "hjemløse".

Vores chauffør havde jo sådan set ingen forpligtelser overfor os nu, for han var ansat af det forrige hotel. Jeg hørte ham ringe hjem til konen og sige, at han nok blev forsinket, for der var en flok danskere, som var blevet smidt rundt og stadig ikke havde et sted at bo, og han ville ikke efterlade os nu. Han spurgte, om vi skulle køre omkring en McD, så vi i det mindste kunne få noget at spise, men vi var ovre punktet "sult" nu, og ville bare sove. Men dejligt var det endelig at møde en amerikaner, der var både venlig og fornuftig.

Efter endnu et mislykket hotelforsøg, kørte chaufføren os til flyselskabet, hvor vores guide fik os ombooket til et tredje hotel. Vores optimisme kunne ligge på et meget lille sted, og vi snakkede om blot at tage tilbage til lufthavnen og sove på gulvet der, for det meste af dagen var gået med at køre meningsløse ture i busser rundt i Atlanta.

Vores chauffør skulle køre os tilbage til hotelbusstedet, hvor en shuttlebus ville vente på os til det nye hotel. Han tilbød at køre os direkte til det nye hotel, men når flyselskabet krævede, at vi kørte til det andet sted, måtte vi jo hellere gøre det. Idet vi kørte ind på hotelbusstedet, erklærede vores chauffør, at der ingen bus var fra vores hotel. Han kendte busserne særdeles godt, for han havde tidligere arbejdet for dem. Guiden checkede samtlige busser for en sikkerheds skyld, og det var helt korrekt, at der ingen bus var til os.

Vores chauffør insisterede på at køre os hele vejen til hotellet, og det kunne vi kun være taknemmelige for. Vi nåede frem efter en halv times kørsel ud af byen, og da vi var helt sikre på, at der VAR ledige værelser og nok til os ALLE, tog vi vores bagage ud og checkede ind. Vi var mange, der gav den søde chauffør en klækkelig portion drikkepenge og takkede mange gange for hans store hjælpsomhed. Han var overrasket og rørt.

Jeg ville gerne have lidt at spise, og det eneste spiselige var Cup Noodles i en automat. Det tog jeg med på værelset. Nu har jeg så prøvet at spise Cup Noodles med en rørepind til kaffe. Det tager sin tid, men det går, når man er sulten nok ;) Heldigt at der var en microovn, jeg kunne varme det vand, jeg havde købt, i.




Hotellet hvor vi overnattede

Det blev ikke til mange timers søvn. I seng ved 2-3 tiden og op igen ved 6-7 tiden.
Vi skulle nu på et nyt buseventyr, men belært af gårsdagens oplevelser nægtede vi at køre i to busser til lufthavnen. Vi ville bare ikke skilles ad igen! Billederne herunder er taget i den ene bus, vi alle fik os proppet ind i inkl. al bagage. Vi sidder i lag, og jeg sidder på kufferter. Men humøret var højt. Resten af rejsen blev der grinet konstant over alt det groteske og latterlige, vi havde oplevet. Det glemmer vi aldrig! :)




Vi ankom til Hartsfield-Jackson Atlanta International Airport - South. Vi forsøgte at komme i kontakt med de syv medrejsende, vi ikke havde set siden eftermiddagen før. Men det viste sig, at nogle mobiltelefoner kunne ringe op, men opkaldet blev ikke modtaget i den anden ende, mens andre overhovedet ikke kunne ringe op. Meget mystisk. Vi havde kun ganske få numre på hinanden i gruppen, så det så håbløst ud at få hele flokken samlet. Den enlige kvinde, jeg havde nummeret på, fik jeg fat i, og lidt senere sluttede hun sig atter til os andre. Så manglede vi "kun" seks personer.

Guiden ville ikke forlade indgangspartiet. Han ville være der, når de andre ankom. Vi lavede hans plads som samlingssted, og så gik vi andre ud for at bruge vores voucher. Jeg var flere gange omkring Søren (guiden), som intet havde set til de andre. Jeg gik også udenfor og travede frem og tilbage i tilfælde af, de skulle blive sat af et andet sted, og dermed slet ikke ville komme forbi Søren.

Tiden nærmede sig, hvor vi skulle checke ind for at nå med flyet til Paris, og bekymringerne var ved at være store. Hvorfor kom de ikke? Havde de problemer? Havde de måske været ude for noget a la vores dagen før, og var fortsat "lost in Atlanta"? Virkede deres mobiler heller ikke? Kun min og den enlige kvindes mobiltelefoner virkede på både ud- og indgående opkald.

Da vi ikke længere kunne udsætte check-in, måtte vi tage en tung beslutning. Alle andre end Søren og jeg skulle checke ind og gøre klar til at flyve hjem. Søren og jeg ville så tage til North og se, om de manglende seks personer var der. Vi ville ikke tage hjem uden dem, men det var også med fare for, at Søren og jeg ikke kom hjem. At det blev mig, der skulle blive, skyldtes mobiltelefonerne. Den enlige kvinde ville være i gruppen, der rejste hjem, og jeg ville være sammen med Søren og forhåbentlig den savnede gruppe. På den måde kunne de to grupper kommunikere.

Jeg må indrømme, at jeg var grædefærdig med udsigten til måske heller ikke at komme med dette fly hjemover, men var det mig, der var forsvundet et fremmed sted, ville jeg også ønske, at de andre ikke opgav men blev ved at lede efter mig. Så jeg blev. Og vi tog afsked med de andre.

Da vi ankom til North, så vi de seks personer med det samme. De var ved at checke deres bagage ind. Stor var gensynsglæden og lettelsen! De havde også forsøgt at ringe til os, men oplevede som de fleste andre, at opkaldene ikke blev besvaret. Til sidst var de blevet enige om, at de ville rejse hjem, selvom vi ikke kom med. At de mente, de var i den rigtige lufthavn, var der ikke noget at sige til, for det var der, vi var ankommet dagen før. At vi skulle rejse fra den anden, kunne de ikke vide.

Tilbage til South det gik, og endelig laaaaaangt om længe var alle samlet og kunne trygt tage turen fra Nordamerika til Europa.

Fed transport til politiet i Atlantas lufthavn!

En flok soldater ankom fra Afghanistan og blev modtaget særdeles flot med mutter i front, der råbte rosende ord og lavede larm for at få opmærksomhed. Folk rejste sig for soldaterne i respekt. Virkelig flot!


Frankrig - Charles de Gaulle lufthavnen i Paris

Det var godt nok en lettelse tidligt om morgenen at nå til Frankrig, for så vidste jeg, at jeg kunne komme helt hjem til Danmark - om så jeg skulle gå!


Planen var, at vi alle skulle med et fly til Kastrup om eftermiddagen, men det viste sig, at vi kunne komme med to tidligere fly. Et om morgenen og et ved middagstid. Jeg stod uheldigvis sidst i køen til at blive ombooket, men sørensjaskme om ikke jeg alligevel kom med morgenflyet hjem. Jubii!!! Mine medrejsende mente, jeg fik pladsen, fordi jeg talte fransk til personalet. I caféen mens vi ventede på take-off, bestilte jeg morgenmad på flydende fransk, og mine medrejsende påstod, at jeg "førte mig frem". Hehe. Jeg kan huske meget lidt fransk, så jeg er rigtig stolt over, at de syntes, jeg var så dygtig :))

Af sted vi kom med morgenflyet fra Charles-de-Gaulle til Kastrup, og jeg havde faktisk hele bagerste række med tre sæder for mig selv!

Kort før 12 kunne jeg endelig kramme min savnede kæreste i Kastrup lufthavn. Det kram havde jeg været på vej til siden tidlig morgen to dage før.

Det havde været en meget lang rejse hjem, og jeg var meget træt. Dagen efter var jeg fortsat træt, men så var det også ovre. Jetlag har jeg intet mærket til.

Nu kan drømmene om og planerne for den næste rejse begynde :)



 
Lidt fakta om USA:

Areal i km2: 9.826.675 (DK: 43.098)
Indbyggertal i mio.: 315,5 (DK: 5,6)
BNP pr. pers. i US$: 47.440 (DK: 59.928)
Analfabeter i %: 1 (DK: 1)

2 kommentarer:

Mette sagde ...

PYHA, jeg bliver helt svedt bare ved tanken. Det var da godt det var en grupperejse - havde man nu været på egenhånd uden guide havde det nok været endhu mere nervepirrende.

Koh-I-Noor (Bettina) sagde ...

Ja, det var virkelig en oplevelse. Men bagefter er det jo netop den slags, man husker og griner af :)