7. marts 2016

Uden mål - Ingen retning



Jeg er rastløs. Jeg mangler nogle mål at nå, for uden mål har jeg ingen retning.
Jeg startede året ud med det mål at løbe 1000 km i 2016. Jeg var inde i en god rytme, men på det seneste er det gået i fisk. Jeg skulle ikke have lyttet til min massør, der påstod, at jeg overtrænede og skulle lave det om. Jeg tabte både rutinen og lysten, og kunne slet ikke finde ud af det. Løsning: Massøren er fyret!
Målløs, evigt træt og med rygsmerter er sq en tand for negativt, så nu skal der sættes nogle mål, som både virker motiverende og gør mig glad. Hele vejen fra målsætning til målene er nået. Jeg skal være glad igen. Jeg skal have det godt.


MÅL 1: Løbe 5 km. uden stop (7/5 2016)

I dag er jeg begyndt på et træningsprogram med det mål at kunne løbe 5 km uden pauser. Lørdag den 7/5 skulle jeg gerne nå mit mål. Jeg har hentet en app, hvor jeg kan lægge intervallerne ind, og så siger den en lyd, når jeg skal skifte mellem løb og gang osv. Problemet i dag var bare, at jeg ikke kunne høre lydene. Jeg har nu ændret lydene til en, der virker til at være højest, og så ser jeg, om det løser problemet. Måske bliver jeg nødt til at løbe med telefonen i hånden, så jeg kan se på den. Måske bliver jeg nødt til at have lyden proppet helt ind i ørerne. Det finder jeg ud af.
Træningsprogrammet skal følges tre dage om ugen.



MÅL 2: Løbe 1000 km. i 2016 (31/12 2016)

Det mål har jeg stadig, og når først rutinerne kommer på plads igen, er jeg på sporet igen. Går det rigtig godt, ændrer jeg muligvis målet til at være 1000 km., inden jeg bliver 50 år i august. Men ikke nu. 1000 km. i 2016 er et flot mål for en, der ikke har løbet i ret lang tid.

 
 



MÅL 3: Bjergbestigning af Mount Toubkal (juli 2016)

Ja, den var ski ny! Mit første bjerg skal være Mount Toubkal i Marokko. Toubkal er med sine 4.167 m. Nordafrikas højeste bjerg. Udfordringen er god nok. Jeg får afprøvet, hvordan min krop reagerer ift. højdesyge. Jeg skal igennem et hårdt træningsprogram for at blive klar på kun fire måneder. Og den rigtig slemme... Jeg skal lære at være udholdende...
Jeg er bare ikke sikker på, om det er det, jeg vil. At sove i sovepose på hårdt underlag frister ikke. At både tisse og skide i naturen frister ikke. At risikere at fryse i dagevis frister ikke. Jeg hopper mellem ja og nej her.
Mål 3 er ikke fast endnu, men nu har jeg "sagt det højt"...
Rejsen er fundet. Om jeg kan få ferie i juli kan blive afgørende. Træningsprogrammet (lavet til Mount Elbrus dog) er fundet. Jeg har kigget lidt på udstyr. Jeg har læst og læst og læst. Jeg bevæger mig i dén retning, men som sagt har jeg ikke låst målet fast.

4 kommentarer:

  1. Halløj

    Jeg er nok ikke den rette til at kommentere, for jeg forstår ikke mål :-(


    Men synes du er sej, bjergbestigning.........når jeg læser om dig, tænker jeg på min veninde, som
    også er lidt i "panik" for nye mål, og hun skal bestige kilimanjaro i år, lidt sjovt synes jeg :-)

    Hun tog iøvrigt en ny uddannelse, med voksen løn, kunne det måske være en ide, når du kommer hjem igen,
    altså som nyt mål ?

    Uanset....så følger jeg med i dine oplevelser, hvad enten du vælger det ene eller det andet :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Mette

      Mange tak for din kommentar, og fordi du har lyst til at følge mig :)

      Jeg tror, din veninde og jeg ligner hinanden. Faktisk var det også Kilimanjaro, jeg blev hooked på, men det anser jeg dog for at være lige i overkanten af, hvad jeg kan klare på nuværende tidspunkt. Derfor er det blevet til Toubkal i stedet.
      Ny uddannelse er ikke i mine planer, men hvem ved, om det kommer.

      Det er slet ikke utænkeligt, at det er panikalder. Men også den skal jeg finde en vej igennem jo. Jeg har brug for en retning, der giver mening for mig.

      Slet
  2. René Valdemar9/3/16 21:08

    Syntes det er fabelagtig, at du har sat dig et mål på en bjergtop.
    Er ikke i tvivl om, at du klarer det.
    Jeg har fået oplyst, at bl.a. bjergbestigning/klatring kræver BÅDE mental og fysisk god form. Hvis kroppen er klar og i god form, så kommer man ingen steder, hvis ikke det mentale og hele hovedet er klart. Men er hovedet og ens mentale tilstand helt klar på en opgave, så skal kroppen nok komme med, så længe den er i en fornuftig god grundform. Og med mit spinkle grundlag for at udtale mig, så er jeg ikke i tvivl om at du er mentalt stærk - og når du så er godt i gang med at bygge det "kropslige" op, så skal du nok klare de mål du sætter dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej René
      Mange tak for din kommentar og ikke mindst for din tro på mig.
      Jeg tror, du har meget ret. Krop og sind hører sammen. Hvis man ikke tror på det, er man dømt til at fejle.
      Min kondition er ganske fin til at klare bestigningen, og med målrettet træning er dén hjemme. Jeg går/løber i forvejen 11,5 km og træder 22 etager op hver dag (gennemsnit siden nytår). Hvad jeg til gengæld ikke kan træne, er min kuldskærhed og en skavank i hoften. Der ligger den lige nu, og jeg tænker videre :)

      Slet