23. juni 2016

Baltikum 2016 - Estland

Lige præcis her faldt Dannebrog ned i 1219. BS was here :) Altså i 2016.
Efter et halvt år på dansk grund blev det endelig tiden at rejse udenlands igen. Denne gang havde jeg udset mig Baltikum, som i dag består af de tre EU-medlemslande, vi oftest nævner samlet: Estland, Letland og Litauen. Jeg boede i de tre landes hovedstæder på turen: Tallinn, Riga og Vilnius.

Rejsen er købt som en rundrejse hos Viktors Farmor, og med på turen var den skønne guide Beate. Denne var en såkaldt "ny rejse", hvilket betyder, at rejsen ikke har været gennemført med gæster, før vi tog turen. Udover en dansk guide på hele rejsen er der altid lokalguider i de forskellige lande, man besøger, og disse lokalguides har stor betydning for, hvad man får ud af landet. Inden rejsen ville jeg have gættet på, at Riga var mest spændende. Dernæst nok Tallinn. Vilnius havde jeg ikke så store forventninger til. Efter rejsen er min erfaring helt anderledes! Riga var ikke noget særligt... Tallinn var noget så bedårende og hyggelig, og Vilnius er min favorit.