2. september 2017

Road trip solo Benelux 2017 - Praktiske ting 1

Hold da op hvor jeg glæder mig!

Jeg har kigget på de praktiske ting, og der er nye ting, jeg skal være opmærksom på ved et budget road trip.

Rødt kort til bilen
SOS International er organisationen, som hjælper ved ulykker med bilen. Det er mit bevis for, at bilen er kaskoforsikret, hvis jeg laver skade på en anden.
Jeg har fundet det på mit forsikringsselskabs side, printet ud og udfyldt. Police- og stelnummer kan jeg ikke udenad, så det nytter ikke noget at tage af sted, før det er udfyldt.



Jeg har desuden downloadet app'en til samme.


Den bruger GPS'en til at finde ud af, hvor du præcist er. Husk at acceptere, når app'en beder om tilladelse til at finde dig. Direkte fra kortvisningen af, hvor du er, kan du klikke på "Tilkald vejhjælp". Dét er da smart!


Mere info om det røde kort finder du på dit forsikringsselskabs hjemmeside.

Grønt kort til bilen
Det skal kun bruges ved kørsel i Albanien, Aserbajdsjan, Bosnien-Hercegovina, Hviderusland, Iran, Israel, Makedonien, Marokko, Moldavien, Montenegro, Rusland, Tunesien, Tyrkiet og Ukraine. Benelux landene er ikke med her, men da jeg påtænker et roadtrip i Østeuropa i 2018, bestilte jeg det, nu jeg alligevel var inde på mine forsikringer. Det kommer med posten.

<billede kommer>

Mere info om det grønne kort finder du på dit forsikringsselskabs hjemmeside.

Blåt EU sygesikringskort til mig
Kortet skal medbringes ved ophold i op til et år indenfor EU. Vores gule sygesikringskort gælder kun i Danmark. Det blå giver ret til samme behandling, som borgerne i det pågældende land modtager. Det betyder altså ikke, at du er dækket, som hvis du er i Danmark. Ej heller hjemtransport og lignende. Dertil skal bruges en rejseforsikring. Det blå kort kommer med posten.

<billede kommer>

Du bestiller det blå sygesikringskort på www.borger.dk.

Rejseforsikring til mig
Jeg har i min indboforsikring inkluderet afbestillings- og rejseforsikring, der dækker i hele verden. Det er langt det nemmeste og også billigste, når jeg rejser så meget og ofte er impulsiv. Rejs aldrig uden rejseforsikring!!!

Hostelling International
Jeg kan ikke finde en klar og entydig beskrivelse af, om det er nødvendigt eller bare praktisk/økonomisk at have det internationale vandrekort til brug i hostels/vandrehjem.
Jeg har eksempelvis fundet et hostel i Luxembourg, jeg gerne vil bo på. Dette hostel kan jeg ikke booke direkte fra www.hihostels.com. Når jeg går ind på dette hostels hjemmeside, har de to priser - for medlemmer og ikke-medlemmer. Jeg kan ikke købe internationalt medlemskort via dem. Det kan kun luxembourgere. Her henviser de til hihostels.com. Men jeg bliver opkrævet prisen for ikke-medlemmer, hvis jeg booker.
Betyder det mon, at jeg ikke kan få medlemsrabatten her (selv om de er med på hihostels' liste)? Eller at jeg får refusion, når jeg ankommer og fremviser mit medlemskab? Der er også forskel på, om man har e-medlemskab eller "det andet medlemskab" (som jeg regner med er et plastikkort). 
Køber jeg medlemskab (gælder 1 år) på hihostels.com, koster det 70 kr. Køber jeg det via den danske samarbejdspartner danhostel.dk koster det 160 kr.

Jeg har ikke købt, men bliver jeg ikke klogere på reglerne, ender jeg nok med at købe medlemskab på hihostels.com og krydse fingre for, at rabatterne virker.

Da jeg var barn, kørte jeg med familien til Sydeuropa, og undervejs havde vi en overnatning på vandrehjem i Tyskland. Siden har jeg ikke brugt dem, men jeg forestiller mig, at det er interessant at bo og udveksle erfaringer med ligesindede om de områder, vi befinder os i. Jeg er ikke bekymret for, om jeg kan sove i en sal med mange andre kvinder. Jeg er hende, der snorker! Hahaha

Rejsebøger
Jeg har været på biblioteket og låne Margrathe Lykke Eriksens "Turen går til Bruxelles og Belgien" og Tim Skeltons "Luxembourg". Derudover har jeg Paludans "Bilatlas over Europa", som jeg lånte for et par uger siden.


"Luxembourg"er jeg halvvejs igennem, og jeg ser allerede mig selv de mange spændende steder, jeg gerne vil opleve. Jeg er fristet til at ville det hele, men jeg må prioritere og lave plads til at være impulsiv.

Har jeg glemt noget af denne type praktiske ting, som skal på plads i god tid?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar