11. oktober 2017

Road trip solo Benelux 2017 - Belgien

Hergé museet

Georges Remi er det knap så kendte navn på tegneserieforfatteren og -tegneren med kælenavnet Hergé. Faktisk kommer navnet fra hans omvendte initialer R.G., der på fransk udtales Hergé [ær’sje]. Hergé har tegnet mange forskellige tegneserier, men de mest kendte er dem om Tintin. Han var kun 22 år, da han udgav sit første album om Tintin, og han fortsatte med Tintins eventyr til sin død 54 år senere.

På museet er der ting fra hele verden, som Hergé har samlet, når han rejste ud og lavede research til Tintins eventyr. Museet giver indtryk af en engageret og altid smilende mand. Han var i øvrigt vild med katte. Da han var barn, var han skolehæfter fyldt med tegninger i margenen. Gennem teenageårene så man ham sjældent uden et tegnehæfte, og hele sit voksne liv tilbragte han ved tegnebordet.
Hergé fortæller, at personerne ikke er kopier af virkelige personer, men selvfølgelig har de dele af personer, han har kendt i sig. Og der er dele af ham selv i dem alle. Tintin især. Han beskriver Tintin som en perfekt (eller for perfekt) version af sig selv. Det samme er Dupont’erne, som han siger faktisk er mere som ham selv, og hvordan han ikke vil være. Der er kun få kvinder i tegneserien, og det skyldes, at han erfarede, at hvis mænd falder eller lignende, griner vi af det. Hvis en kvinde gør det samme, griner vi ikke. Så måtte de fleste karakterer være mænd. Det har jeg ikke tænkt over, før Hergé fortalte det på museet.

Totors eventyr. 1929.


Soltemplet. 1946.


Tintin og Thermozero. 1950.

Postkort Hergé sendte


Terrys kødben

Dupond og Duponts hatte

Tournesols pendul og bog

Måneraketten



Det virkelige maleri fra tegneserien ;)


Georges Remi aka Hergé sammen med en flok børn foran statuen af Tintin

Dalai Lama læser om Tintin i Tibet

Tintins eventyr er oversat til mere end 50 sprog

Jeg tog med Tintin og alle vennerne på eventyr under havet

Waterloo

Jeg kan ikke læse det navn uden at Abbas sang starter i mit hoved! Jeg er ikke udpræget interesseret i krige, men når jeg nu var her, måtte jeg kigge forbi marken, hvor den kendte og meget lille kejser Napoleon ”mødte sit Waterloo”. Napoleon havde på ingen tid samlet en 124.000 mand stor hær, og lagde nogle ret geniale planer for, hvordan han skulle overvinde de to store hære fra nord. Så længe de to hære ikke kunne nå hinanden og slå sig sammen, kunne Napoleons hær vinde dem hver for sig. Det gik efter planen, men hvad han ikke havde forudset, var vejret og de mudrede marker. Da Wellington angreb om aftenen den 18. juni 1815, var Napoleons soldater bogstavelig talt fanget i mudderet og kunne ikke flygte. Det kunne til gengæld Napoleon, og han stak af så hurtigt, at han glemte alle sine værdier. En uge senere abdicerede han og levede resten af sit liv i eksil på Skt. Helena. Se det var en anderledes udlægning af slaget ved Waterloo ;)
Marken for kampene er fortsat en ganske almindelig mark. Den er sikkert stadig mudret! Men der er lavet en høj med kæmpe løve ”Butte du Lion” på toppen og ved siden af et stort museum. Nogle få km derfra er Napoleons sidste hovedkvarter, hvor en statue af ham er rejst. Jeg er højere end Napoleon!




Anhée

Jeg har lejet 3. sal hos Pascal i Anhée, så også her har jeg en hel lejlighed for mig selv. På etagen under mig har en belgisk kvinde lejet et værelse, og et hollandsk par også et værelse. Men jeg har altså lejligheden til fire personer for mig selv. Lækkert!
Pascal er en tidligere journalist, nu lærer i Waterloo, og meget omsorgsfuld. Jeg bliver vist rundt, og han giver mig lov til at benytte hans del af huset i stueetagen, hvor WIFI virker. Det gør det ikke i min lejlighed, og andre gæster har gentagne gange påpeget det. Pascal er skuffet over kommentarerne, da han ikke kan gøre for, at signalet ikke kan gå gennem stenene i husets konstruktion. Jeg undrer mig over, at han skriver, her er WIFI, når der ikke er det. Det er bedre at være ærlig, og eventuelt skrive at WIFI kun kan nås fra stueetagen. Så kommer der ingen klager. Jeg taler med Pascal flere gange dagligt, og han spørger altid, om jeg er ok, og om han kan hjælpe med noget. Han passer på mig, og siger ofte, at jeg bare skal skrive til ham. Så vil han svare indenfor få minutter - også selv om han er på arbejde.


Fra huset i udkanten af Anhée er der en fantastisk udsigt til skov, marker og en borgruin på et bjerg. Jeg tager rygsækken på og går ned til byens torv. Her er et fint supermarked, hvor jeg aftenen før handlede ind, byens rådhus, et mindesmærke for bysbørnene der ofrede livet for deres land, flere butikker og byens kirke. Jeg går en tur på kirkegården og føler en stor tristhed. Der viser sig at være uhyggeligt mange børnegrave. De fleste øvrige grave er familiegravsteder, og stenlåget med navnene på toppen af graven får mig til at tænke, at de bare løfter den og lægger den næste ned, der er gået bort. Inde i kirken kan jeg rigtigt se de mange flotte glasmosaikker, der udgør vinduerne. Rigtig fin kirke.



Den musikalske have står foran rådhuset

Rådhuset

Mindesmærket

Anhée kirke



Udsigten fra Pascals hjem
Jeg går videre mod broen, jeg har set på Pascals billeder på Airbnb. Under den viser der sig at være en fin cykel- og gangsti langs floden Meuse. Den følger jeg i retning af mit midlertidige hjem. Der er Canadagæs, en toppet lappedykker og et par svaner. Næste bro er en jernbanebro, og på modsatte side af Meuse er en lille by med en fin kirke og bag den en meget stejl bjergside med en borgruin på toppen. Den jeg havde set fra huset. Sørme om ikke der nogle km ude på ruten er en sluse. Vandstanden er særdeles lav. Så lav at jeg tvivler på, noget som helst skib vil kunne sejle der. Der bliver nok ikke brug for slusen foreløbig. Jeg vender om og går tilbage, til jeg møder en sti, der krydser jernbanen. Jeg kommer op til en lille bydel af Anhée som reelt ligger udenfor resten af byen. Følger landevejen og krydser ind forbi sportscentret, hvorfra jeg kan se Putte. 7 km blev det til. Det var dejligt og tiltrængt at gå i naturen efter mange timer i bil og ind imellem stressende trafik.









Find Putte!

Her boede jeg. I venstre halvdel af dobbelthuset

Citadellet i Dinant

I 1040 byggede biskop Nilhard de Liège citadellet i Dinant. Det ligger 100 m over resten af byen, og giver dermed en fantastisk udsigt over hele dalen og floden Meuse. Al bevægelse og trafik på veje og flod blev overvåget herfra. I 1080 blev broen bygget, så man kunne komme sikkert over floden mod betaling.
I 1255 gav prins-biskop Henri de Liège tilladelse til, at indbyggerne måtte arbejde med kobber og ædlere metaller. Det blev starten på det senere kendte ”Dinanderie”.
Citadellet og byen har levet en omskiftelig tilværelse med forskellige besættelser fra nabolandene og mere eller mindre intelligente eller gale ledere. Den værste var Karl Den Dristige, der i 1466 indtog den uafhængige by for at indlemme den i sin fars, hertugen af Bourgogne Philip Den Godes, 17 forenede provinser. Det der senere blev til Belgien og Holland. Han nedbrændte byen, og de 800 kobbersmede blev bundet sammen to og to og smidt i Meuse for at drukne. 


Dinant ligger strategisk godt med Meuse og især broen over. Dengang var der meget langt mellem broerne, og Dinant blev anset for at være et af de vigtigste overgangssteder mellem Køln og Paris. At forsvare byen og broen kunne ikke gøres bedre end fra citadellet. Den største kanon deroppe vejer omkring to tons og kunne skyder kanonkugler 1½ km væk. Der er flere lidt mindre kanoner med tilhørende huller at skyde ud gennem. 

Jeg var ikke forberedt på, at jeg ville få en skræmmende oplevelse, men det gjorde jeg. Først kom jeg ind til fangehullerne, hvor jeg blev forskrækket over, at der sad en person. Jeg havde ubevidst regnet med kun at se mursten. Fangevogterens kontor ligger mellem fangehullerne og det uhyggelige torturrum med guillotine og et apparat til at kappe hænder af med. Uf! Efter torturrummet var der et helt mørklagt rum, som jeg bare ikke turde gå igennem. Jeg forestillede mig, at noget skulle forskrække mig, så jeg gik tilbage og ind i den åbne gård i stedet. Derfra var der en åben dør til det fri, som jeg måtte prøve. 

Yikes! Så stod jeg på få meter fra kanten af citadellet med 100 m lodret ned i Meuse foran mig. Det tog lige et øjeblik at få blodet tilbage til hovedet. Da jeg heldigvis var alene, kunne jeg nærme mig kanten og kigge ud. Benene rystede en smule, men jeg har jo overvundet min højdeskræk, påstår jeg, så ikke noget med at pive. De første fotos derfra er taget med et nærmest krampagtigt tag i kameraet. Jeg ville jo nødig tabe det udover kanten. Jeg vænnede mig til at være der, og så var det ok. Udsigten var pragtfuld! Wow!


Næste sektion viste dagliglivet på citadellet med køkken, bageri og soverum. For enden af sektionen sad en mand i halvmørke og kiggede på tegninger over området. Lidt underligt at han sad så skummelt der, når resten var ren hygge. Jeg vidste ikke, det var et forvarsel om endnu en omgang uhygge. Da jeg træder ind i næste rum, fyger det om ørerne på mig med projektiler og kanonkugler. Skriiiiig! Jeg lister mig duknakket videre med hjertet oppe i halsen. Pludselig sidder der en soldat ved siden af mig. Han har gasmaske på. Bliver jeg gasset nu?!? Hehe. Det gør jeg ikke, men der er ingen vej tilbage nu, og foran mig er en mørk, smal trappe med lav højde. Jeg er ikke sikker på, jeg har lyst til at vide, hvad den fører ned til…


Rummet nedenfor trappen er en demonstration af, hvordan det føles, når man er inde i citadellet, efter det er blevet angrebet, og bygningen begynder at skride ned af bjerget. Rummet bevægede sig ikke, men det føltes unægtelig som om, den var ved at falde ned. Hele rummet hælder, og det er umuligt at gå der uden at holde fast i gelænderne. Det gav lidt svimmelhed, og en anden gæst kæmpede for ikke at kaste op.

Vel ude i det fri igen kom næste udfordring. Svævebanen ned til byen. Jeg stod lidt og samlede mod. Den glider jo ligesom ned lidt på samme måde, som hvis man kastede sig ud over kanten, ikk’? Jeg valgte i stedet at tage de 408 trin ned af trappen. Opad efter byrundturen tog jeg svævebanen. Nedefra så den ikke spor skræmmende ud.























Adolphe Sax
Musikinstrumentet med den utroligt lækre lyd er skabt af Adolphe Sax, som er født i Dinant i 1814 (så han var 9 måneder gammel, da slaget ved Waterloo skete 77 km derfra). Jeg kiggede indenfor i hans fødehjem. Hans far lavede instrumenter i træ og messing, og som barn gik han til sang og fløjte på den royale musikskole i Bruxelles, så musikken har altid været en del af hans liv. I 1844 er hans saxofon med i den første koncert, og to år senere i 1846 tager han patent på den. Han er på det tidspunkt flyttet til Paris, og ligesom os alle har han op- og nedture i sit voksne liv. Bizet er vild med altsaxofonens lyd, og den er en del af hans værk ”Arlésienne”. Desværre blev saxofonen først for alvor populær mange år senere, så han dør ludfattig i 1894. Jeg tænker, at uden hans opfindelse, ville der næppe have været jazz. Og faktisk er det det eneste instrument, jeg har overvejet at lære at spille på (udover klaver som jeg kan), fordi saxofonen har en vildt lækker lyd.

Broen over Meuse i Dinant er udsmykket med saxofoner. Danmark har også bidraget.



Prototypen - den første saxofon

Få dig en snak på bænken med Adolphe Sax


Durbuy

Turister valfarter til landsbyen Durbuy i så stort et antal, at man har anlagt fire store parkeringspladser omkring byen. I min guidebog står der mellem linjerne, at der er ulideligt at være pga turister, og man gør klogt i ikke at komme der i weekenderne. Jeg er alt andet end interesseret i at være sammen med en masse andre turister, men jeg måtte da lige forbi og se, hvorfor masserne blev så draget til stedet.

Jeg kan kun anbefale at holde ferie udenfor sæsonen. Byen var på ingen måde overrendt, men de mange borde og stole foran restauranter overalt fortalte, at dette ikke var normalen. De store parkeringspladser koster 5€ for en dag. Det er vel ok, men eftersom jeg bare skulle på kort visit, var det mere, end jeg var villig til at betale. Kommer du også forbi udenfor sæsonen, kan jeg anbefale parkering på torvet ved turistbureauet. Lige ved siden af politiets parkeringsbås er der 30 min.s gratis parkering. Perfekt til mit besøg.









Cristalleries du Val-Saint-Lambert



Der var engang… Ja, også her. Val St. Lambert krystalfabrik var engang producent af noget af det fineste krystalglas i verden. Både Belgiens kong Albert den 2. og den russiske zar handlede her. Virksomheden blev grundlagt af Françios Kemlin i 1826 - i et tidligere kloster fra 1200-tallet - i Seraing nær Liège. Da fabrikken var på sit højeste, var der 2.800 ansatte, og for at kunne tiltrække så mange gode arbejdere byggede han boliger til dem. Dengang var der ikke skoler, men han indførte en slags skolegang for børnene. To dage om ugen lærte børnene at arbejde med krystal. Stort set alle her, der blev verdensberømte glaspustere, glasslibere osv. startere fra bunden med at slæbe for de lærde. Der var en mester for hvert hold, og hans ord var magt. En af de tidligere medarbejdere fortalte, at hvis man forsøgte at gå højere op i hierarkiet, var beskeden altid: ”Hvis mester har sagt det, er det sådan”. Så mange medarbejdere - både mænd og kvinder - med børn krævede en masse mad. Derfor lavede Kemlin en forretning, og ansatte nogle af kvinderne til at passe den. De kunne lave så gode aftaler med deres leverandører, at de faktisk handlede billigere her end andre steder.


Inde på klosteret, der i dag er museum, så jeg en fin film om stedet i gamle dage. Det var hyggeligt at høre tidligere medarbejdere fortælle om deres liv der. Museet har også to udstillinger. Le Parcours Ludique (den legende tur) med meget store interaktive kreationer, og La Galerie hvor 250 værker fremvises.


Krystalglas består af 61% silika, 24% blyoxid, 9% potaske, 4% soda og 2% klaringsmiddel.



Le Parcours Ludique


Kalejdoskop

Orgel - og ja det spiller. Lyder kommer ud af glaspiberne



Måske en iglo

La Galerie






Først blæses glasset. Dernæst lægges
tynde striber hvidt glas på. Imponerende.

Kan du se den arbejdende mand?

Luftbobler er normalt totalt forbudt, men
her er de brugt bevidst og utrolig smukt.










Det var jo dagen med forskrækkelser på citadellet i Dinant, og museet her skulle vise sig at være den næste i rækken. Selvfølgelig er trapper og nogle af gulvene lavet i glas!!! Endnu engang var jeg glad for at være alene - og jeg var vitterligt den eneste på museet - så jeg kunne tage mig sammen og gå lige så stille ud på glasset uden pres fra andre.




Jeg gik rundt og så nogle af bygningerne i det store område. Nogle af bygningerne må være solgt og restaureret, for en var indrettet til noget, der lignede en koncertsal, og andre bygninger bor der nogen i nu. Der var desværre også mange bygninger, som var helt forsømte og ved at falde sammen.







Krystalleriet er helt lukket i dag, men belgiske Christophe Genard har sit værksted ved museet, så alle kan se, hvordan det foregår. Jeg kiggede med, mens Christophe og hjælper lavede en blå og en rød afrundet terning. Det var en bestillingsopgave til en skulptur. Skulpturen kommer til at bestå af sten pålimet syv glasfirkanter i forskellige farver, der hver symboliserer de syv chakraer. Den gad jeg godt se færdig. Eftersom jeg var den eneste gæst, kunne jeg tillade mig at kigge lidt over skulderen og spørge løs. Med mig hjem har jeg to farvede glas, Christophe har mundblæst og graveret med navnene på mine to børnebørn. Helt unikke gaver til de kære små.









Lidt fakta om Belgien:
Areal i km2: 30.528 (DK: 43.098)
Indbyggertal i mio.: 11,5 (DK: 5,6)
BNP pr. pers. i US$: 45.000 (DK: 46.600)
Analfabeter i %: - (DK: 1)
Arbejdsløshed i %: 8,4 (DK: 4,2)
Lever under fattigdomsgrænsen i %: 15,1 (DK: 13,4)
Gennemsnitsalder i år: 41,4 (DK: 42)
Overvægtige i %: 22,1 (DK: 21)
Sprog i %: Hollandsk 60 fransk 40 tysk <1
Religion i %: Romersk katolske 50 protestanter og andre kristne 2,5 jøder 2,5 muslimer 5 buddhister 0,3 ateister 9,2 ingen 32,6



Tak for nu, Belgien!

Ingen kommentarer: