6. november 2017

Bucket list punkt gennemført - Være uden radio, tv og netværk på mobil og computer i en uge

At være uden radio, tv og netværk på mobil og computer i en uge er et punkt på min bucket list, som jeg nu har gennemført.

Jeg forventede, at det ville være ret svært, men det var det overhovedet ikke. Tværtimod nød jeg stilheden og ikke konstant at blive "afbrudt". Det, jeg savnede mest, var radioen. Jeg kan godt lide at have musik omkring mig. Informationssøgning (opskrifter og faktaviden) savnede jeg også. Intet andet blev savnet.

Efterfølgende har jeg afinstalleret en del apps på min mobil. Bl.a. Facebook som
rent ud sagt pisser mig af med konstant at forsøge at fange og holde min opmærksomhed. Hvad rager det mig, om en af mine venner er interesseret i et event i nærheden af mig osv.? Jeg er stadig på Facebook, men der går dage mellem mine logins fra pc'en, og jeg tjekker som regel kun, om der er vigtige beskeder fra min skytteforening. Messenger bruger jeg stadig, selv om jeg på ingen måde er ok med, at Facebook logger alle mine private, personlige samtaler.

Jeg er nået til den erkendelse, at sociale medier er en falsk erstatning for socialt samvær. Hvis du liker mine opslag, liker jeg også dine. Det gør os ikke mere interesserede i hinanden, men det er en investering i dig, så du giver mig den opmærksomhed, jeg i virkeligheden vil have.
Det er sandt, at man kan følge med i hinandens liv - alt efter hvad man deler - men det er ikke i nærheden af at erstatte ægte samtale og samvær, som viser ægte interesse.

Jeg er i øvrigt begyndt at slå min gps i mobilen fra, når jeg ikke skal bruge den. Det er der en del apps, der ikke er tilfreds med. Den værste er Big Brother aka Google. At mennesker eftersøges kan undre, eftersom Google 24/7/365 ved præcis, hvor du er. I samme øjeblik jeg forlader et sted, Google kender, popper den op og spørger, hvad jeg synes om stedet. Det er tænkt som en hjælp til vurderinger for alle andre, når de skal vælge butik. Eller skal vi ikke sige, at Google gerne vil fremstille det som en hjælp? For det er overvågning. En for mig overskridelse af mit privatlivs grænse. Og det er Googles måde at gøre sig selv uundværlig, hvilket giver dem enorm markedsværdi.

Det korte af det lange omkring denne udfordring er, at radio, tv og netværk godt kan undværes i lange perioder.

Ingen kommentarer: