3. maj 2018

Road trip Østeuropa 2018 - Polen

Alteret med sølvfigurer og en skjult  "Den Sorte Madonna"
I april 2018 har Putte (min bil), Inger (stemmen i min GPS), racerkaninen og jeg været på road trip i Østeuropa. Denne gang havde vi min rejseveninde Sanne fra Horsens med. Planen var det sydlige Polen og Slovakiet. Vi skulle hele tiden være klar til at vende om, da jeg skulle passe mit barnebarn ifald overenskomstforhandlingerne brød sammen, og barnebarnets dagplejemor gik i strejke. Nogle dage inde i rejsen fik jeg besked om, at strejken var udsat endnu engang, og jeg derfor ikke skulle stå standby mere. Derfor tog jeg en impulsiv beslutning og ændrede planerne, så vi yderligere kom til Ungarn, Kroatien og Slovenien.

På vej til Polen overnattede vi hos Daniele i Tyskland tæt på den polske grænse. Rejsedag to på vej til Krakow, hvor vi skulle bo hos Paulina og Marciej, kørte vi omkring et par sights, så det tog to hele dage at nå fra DK til Krakow.

Første oplevelse i Polen var i byen Czestochowa, hvor Jasna Gora klosteret indeholder Polens nationalhelligdom, nemlig ikonen af "Den Sorte Madonna". Ikonen besøges af op mod 4 mio. pilgrimme hvert år. Man går på knæ rundt om alteret med ikonen.

Det skulle mirakuløst være opstået af malt på en bordplade i Jesus' hjem i Nazareth - fra evangelisten Lukas' hånd.

Ikonen blev flyttet til klosteret i 1384, og siges at helbrede syge. En af kuglerne fra attentatforsøget i 1982 på pave Johannes Paul II står ved ikonen. Paven selv lagde kuglen - som ramte ham - der i taknemmelighed over, at Maria havde forhindret den i at slå ham ihjel.

Ikonen er særdeles godt beskyttet, og vises kun frem i en kort periode på bestemte tidspunkter. Det handler om at være på rette sted på rette tidspunkt, og det var jeg - på allerforreste række ved gitteret omkring ikonen.

Så kom hun frem: Den Sorte Madonna


Auschwitz og Birkenau

Det løber mig koldt ned af ryggen, når jeg ser dette skilt over indgang til
koncentrationslejren Auschwitz/Oświęcim. Eller som tyskerne kaldte det:
"Arbejdslejren", for det er jo blot sund fornuft og godt at "Arbeit macht frei"...

Auschwitz - 1.500.000 jøder, 140.000 polakker, sigøjnere, psykisk syge,
handicappede, sovjettiske krigsfanger og mennesker med "forkert" politisk
eller seksuel interesse blev tortureret, brugt som forsøgskaniner og dræbt her.

Fanger i Auschwitz. RIP

Her holdt Gestapo til. Fanger, der var mistænkt for at være en del af lejrens
modstandsbevægelse, der havde kontakt med nogen udenfor lejren eller som
forberedte en flugt, blev forhørt og tortureret her. Mange af dem døde af det.
Da lejrchefen, Rudolf Höss, efter krigen blev dømt til døden, blev han meget
passende hængt her.

Mindeplads med friske blomster ved siden af blok 11.

Blok 11 i Auschwitz var mit mål i lejren, samtidigt med at jeg gruede for at gå ind i huset. Jeg har læst og set film om de forfærdelige ting, der skete i blok 11.
"Dødsblokken" kaldte fangerne blok 11. Den fungere som lejrens fængsel, og her holdt "Strafkompanie" (tilfældigt valgte fanger som oftest døde af overbelastning af kroppen), "Erziehungskompagnie" (uddannelse), "Polizeihäftlinge" (anholdte udenfor lejren) og "Sonderkommando" (fanger der fjernede ligene fra gaskamrene) også til.
I kælderen eksperimenterede nazisterne med tortur- og drabsmetoder. Der er celler, hvor folk døde af sult, fordi de ingen mad og drikke fik. Der er celler, hvor folk døde af iltmangel, fordi der ikke kom luft ind. Der er celler på ca. 80x80 cm, hvor folk afsonede straf stående. Og så er det i denne kælder, de eksperimenterede med Zyklon B. 600 sovjettiske krigsfanger og 250 syge polakker blev sendt til blokken som forsøgskaniner, og alle blev dræbt før eller siden i blokken. Der skulle mange forsøg til, hvor ikke alle fangerne døde, eller nogle "kun" var halvdøde, før nazisterne fik styr på den mængde og den tid, mennesker skal udsættes for Zyklon B, før kroppens celler mister evnen til at optage ilt og personen død af kvælning indefra.

KZ-lejren Birkenau/Brzezinka aka Auschwitz II. Denne lejr var en decideret
udryddelseslejr. Mange blev kørt med tog direkte ind til lejrens gaskamre og dræbt.


Krakow

Jeg er nået til Krakow, og da jeg kommer op af parkeringshuset, er dette det
første, jeg ser. Wisla flyder smukt gennem Krakow.

Var det noget med en romantisk køretur i Krakow? Disse hestevogne kører overalt.

Sankt (pave) Johannes Paul II var polak, og den første ikke-italienske pave i 455 år.
Det er polakkerne naturligvis meget stolte af, og man ser ham gengivet mange steder.
Han er født 50 km fra Krakow.

Wavelslottets drage spyr ild med nogle minutters mellemrum
Wavelslottet ligger på en høj langs floden Wisla i Krakow i det sydlige Polen. Legenden fortæller, at kong Krak kom sejlende på floden, og da han så højen, besluttede han at bygge sit slot der. Hvad han ikke vidste var, at der i en hule under højen boede en drage. Dragen kom naturligvis ud og forsvarede sit hjem, da byggeriet gik i gang. Kongen kæmpede forgæves for at slippe af med den, og lovede derfor sin datter væk til den, der kunne dræbe dragen. Riddere fra nær og fjern kom og tog kampen op - og blev ædt hver og en. En ung skomager tilbød at prøve, men skulle i så fald bruge fåreskind, fårefedt og en masse svovl. Det fik han. Han lavede af det en vædder, smurt ind i fedtet og fyldt med svovlet. Dragen åd vædderen, og eftersom svovlen brændte voldsomt, stod flammerne ud af dragens mund, og den led forfærdeligt. Den drak og drak af floden for at slukke ilden, og til sidst sprang dens mave af den store mængde vand. Dragen var død, og skomageren fik prinsessen.

Wavelslottet i Krakow var kongeslot i 500 år. Tårnet fungerede som fængsel
for adelige - hvilket var finere end jævne borgeres fængsler i kældre.

Wawelkatedralen "Stare Miasto" der er en del af Wawelslottet

Rynek Glówny er den største markedsplads i Krakow. Den store bygning til
venstre er Sukiennice (Klædehallen). Den er fyldt med souvenirbutikker, som
jeg ikke gider bruge mine ferier i. Havde Sanne opdaget butikkerne, var vi
ikke kommet videre den dag ;)

Skt. Maria basilika. Krakows mest interessante kirke med bl.a. et fantastisk alter,
det tog 12 år at skabe. Jeg opsøger altid religiøse bygninger og steder. Om man er
troende eller ej så viser kirker osv. en meget stor del af et folks historie, og er oftest
særdeles velbevarede, fordi der har været investeret mange penge og meget arbejde
i at skabe og vedligeholde dem.

Rådhustårnet i Krakow

"Hovedet" lavet af Igor Mitoraj. Mitoraj har lavet en del af denne type kæmpeskulpturer
fordelt over hele Europa. Hans fokus er kroppens skønhed og skrøbelighed - og så laver
han lige et tvist af reparation af områder på skulpturer, hvor de oftest går i stykker med
tiden. Jeg synes, det er genialt!

Tid til en pause i en af de grønne oaser i Krakow.

Jeg ledte efter galleriet med Da Vinci's "Dame med hermelin". Det skulle være
lige her, men jeg kunne ikke finde det. Til gengæld fandt jeg en kopi på denne
væg med masser af kunst. Kan du finde hende?

Sørme om ikke Thorvaldsen har leveret kunst til Krakow. Det er "Merkur".

Markedspladsen Plac Nowy med det 100 år gamle "rundhus", der er et overdækket
areal med butikker.Jeg vil mene, det må være en af verdens første storcentre. Her
sælges frugt, grønt, kød og andre madvarer. Eller du kan sætte dig ned og nyde
madvarerne tilberedt til en polsk ret i en af de små restauranter.

Overalt i det jødeske kvarter - Kazimierz - findes små pladser, der er indrettet til
at få enhver til at slappe af og hygge sig. Mad og drikke tilbydes for enhver smag,
men du er også velkommen til bare at hvile dig.

Skt. Josef kirken

Ghetto Heroes Square hvor jøderne blev samlet, da de blev hentet fra deres hjem
rundt omkring i Krakow. Efter deportationen var bydelen lydløs og tom. Tilbage
stod stole, kufferter og andre ting, jøderne ikke fik lov at tage med sig.

Schindlers emaljefabrik i Krakow

Nogle af de 1.200 jøder Schindler reddede fra folkemordet.
Måske du genkender nogen fra filmen "Schindlers liste"?

Oskar Schindlers hjem tæt på fabrikken

Den gamle Stara synagoge i det vidunderlige jødiske kvarter i Krakow.
Kazimierz kaldes kvarteret, og jeg mærkede straks, at det var et rart sted at være. Der er en
dejlig ro og kærlig omsorg i luften, så jeg virkelig følte mig velkommen. Egentlig behøver
man ikke være på sightseing her. At være til stede i nuet lige her er en oplevelse.

Tora i Stara synagogen

Maleri af rabbiner i synagogens lille kunstudstilling


Wieliczka saltmine
Wieliczka saltminen er optaget på UNESCOs verdenskulturarvliste. Den har været arbejdsplads fra 1200-tallet til den lukkede i 2007, og er dermed en af verdens ældste saltminer og arbejdspladser. I dag er 200 minearbejdere ansat til at udvinde det nu eksklusive salt (jeps, jeg købte det) og vedligeholde minen. Der er yderligere 600 ansatte til at holde stedet i gang som turistattraktion, for 1.200.000 mennesker går årligt ned i jordens undergrund og oplever dette fascinerende sted, der har været sin helt egen verden i jordens indre. Hestene, der blev brugt her, arbejdede typisk i 20 år, og kendte intet andet liv end minen.
Minens gange er tilsammen 420 km. Det er næsten ikke til at forstå. Det svarer til en minegang under jorden fra Aalborg til København. Minen er udgravet i flere niveauer. Den består ikke kun af gange, men også af enormt store, udgravede rum og naturligt forekommende kæmpehuller med bl.a. underjordiske søer. Der afholdes af og til koncerter i minen pga. den fine akustik.

Faret vild i en 420 km. lang underjordisk labyrint
Gangene er en labyrint at finde rundt i, og guiden gav os besked om at følge hende tæt, da vi aldrig ville finde ud derfra uden hende. Eftersom jeg gik bagerst, og vi var en stor flok, måtte jeg altid vente med at tage fotos, til flokken gik videre, for først da nåede jeg hen til det, hun havde fortalt om. Det skulle vise sig at være farligt at gå bagerst. 
Da jeg ville følge efter flokken efter sådan en fotografering, kunne jeg ikke åbne døren til rummet, hvor de var. Der er lavet luftlommer med en dør i hver ende, der fungerer som en slags sluse for luften. Man går gennem første dør ind i slusen og lukker døren bag sig. Først da kan næste dør åbnes, så man kommer ud af slusen. Uden slusen ville trækket i minen gøre det umuligt at åbne dørene. Jeg kunne gennem et lille hul i døren se de andre derinde. De havde åbnet døren i den anden ende af slusen - uden at vente på mig! Jeg kunne kun vente på, den anden dør blev lukket igen, så jeg kunne komme ind i slusen. Med dør 1 i slusen bag mig lukket, kunne jeg åbne dør 2 ud til de andre. Men... Der var tre snørklede gange foran mig, og jeg kunne hverken se eller høre, hvilken af dem de var i.
Jeg var reelt alene og dermed faret vild i en 420 km. lang labyrint under jorden. 
Hjertet sad oppe i halsen på mig, og panikken var ved at overtage. Jeg besluttede at starte med gangen til højre. Hvis jeg løb et stykke vej uden at finde dem der, ville jeg løbe tilbage og prøve den næste. Tiden og luftsluserne var bestemt ikke med mig. Ud af en hvilken som helt gang ville jeg stå overfor nye gange, og hvis de andre turister var i en luftsluse, ville jeg ikke kunne se og høre dem. Jeg var heldig, at jeg valgte den rette gang i første forsøg.
Hverken guiden, min rejseveninde eller nogen som helst andre i flokken tog notits af, at jeg manglede. Om der forsvandt andre, ved jeg ikke. Men det var hverken guiden eller min rejseveninde, for det ville jeg have opdaget. 
Guiden talte os, da vi startede turen. Jeg troede, det var så hun hele tiden kunne sikre sig, at alle var med. Åbenbart ikke. 


Ruten for turister i saltminen. Størrelsesforholdet mellem bygningen
over jorden og rummene under jorden holder ikke.


På vej ned i den 136 m. dybe saltmine i Wieliczka sydøst for Krakow

Salt siver ud af væggen. Saltet kan være hvidt, gult, lyserødt m.v.

En vandåre i saltminen. Jeg smagte på det. En dråbe er nok til følelsen af tørst efter rent vand.

Skt. Kingas kapel er kæmpestort - et af 20 rum i minen 

Krystallysekrone i Skt. Kingas kapel - krystallerne er lavet af salt



En af de smukke underjordiske søer i saltminen


Tak for nu til Polen. Næste land på denne rejse er Slovakiet.




Lidt fakta om Polen

Areal: 312.685 km2 (DK: 43.098)
Indbyggertal: 38,5 mio. (DK: 5,6)
BNP pr. pers.: 29.300 US$ (DK: 49.600)
Analfabeter: 0,2% (DK: 1)
Arbejdsløshed: 4,8% (DK: 5,8)
Lever under fattigdomsgrænsen: 17,6% (DK: 13,4)
Gennemsnitsalder: 40,7 år (DK: 42)
Overvægtige: 23,1% (DK: 19,7)
Sprog: Polsk 98,2%, silesisk 1,4%, øvrige 2,4%
Religion: Katolikker 87,2%, ortodoske 1,3%, protestanter 0,4%, øvrige 11,2%




Ingen kommentarer: