11. januar 2020

6 måneder efter kræftdiagnose

I morgen for et halvt år siden blev det i laboratoriet konstateret, at de mistænkelige celler i mit højre bryst var kræftceller. Med andre ord var det den dag, jeg fandt ud af, at jeg havde kræft. Jeg læste svaret på sundhed.dk og var alene, da jeg fik vished. Chokket og alle tankerne om død havde jeg allerede fået ni dage før, da jeg blev indkaldt til yderligere undersøgelser efter min mammografi. Men den 12/7 2019 ændrede alligevel mit liv, for jeg har fået en kræftfrygt som følgesvend.

I oktober fik jeg min sidste strålebehandling, og da var jeg reelt helbredt. Men "helbredt" er sådan et diffust ord i denne sammenhæng, for det dækker over, at man har gjort, hvad man har beregnet og erfaret sig til, vil give den bedste chance for overlevelse indenfor de første et eller to år. Måske fem eller ti, men man vil helst fokusere på et kort tidsperspektiv.

Der er ingen garantier her. Jeg gentager: Der er ingen garantier.

Der er ingen garantier for, at jeg nu ikke har kræftceller i kroppen mere. Der er ingen garantier for, at jeg ikke danner nye. Der er ingen garantier for, at kræften ikke har bredt sig til andre områder af min krop, som ikke er behandlet.

Jeg har fået strålebehandling. Jeg har ikke fået kemobehandling, fordi min brystkræft på daværende stadie ikke ville have effekt af kemo.

Jeg får forebyggende behandling - den såkaldte "endokrinbehandling" - som er antihormonpiller, jeg skal tage dagligt de næste ti år. Pillerne virker på den måde, at de går ind og blokerer for østrogenets steder at koble sig på mine celler. Pillerne sætter på en måde en falsk østrogen på, så det ægte østrogen ikke har nogen steder at sætte sig, og de forsvinder derfor ud af kroppen.

Det giver rigtig god mening, fordi min brystkræfttype bruger østrogen som en slags mad. Hvis ikke kræftcellerne får østrogen, har de svært ved at leve. At jeg netop i mange år har haft rigtig meget østrogen i kroppen, er en katalysator for min brystkræfttype. Jeg begyndte at menstruere som 11-årig, og det var ikke stoppet endnu, da jeg blev 53 lige efter diagnosen. Altså 42 år med høj koncentration af østrogen i min krop, og så tænkte en kræftcelle åbenbart "Yummi! Jeg har fundet Paradiset! Her vil jeg slå mig ned og starte en familie."

Ikke at have østrogen i kroppen betyder overgangsalder, men det slipper jeg vist let om ved. Måske er det noget med, at der er andre hormoner i kroppen, som også betyder noget. Mine mandlige hormoner lader til at have overtaget de kvindeliges plads, for jeg har fået mere hårvækst på kroppen. Jeg har fået lidt skæg i form af nogle enkelte mørke, stive hår. Jeg har i øvrigt fundet ud af, at kvinder med skæg er temmelig almindeligt, men det er åbenbart ikke noget, man snakker om. Jeg er glad for, jeg betroede mig til nogle veninder, for da fandt jeg ud af, at jeg slet ikke er alene.
Min koncentration er blevet bedre, men jeg har stadig problemer med at koncentrere mig i lang tid af gangen.
Åh ja forresten... Jeg er også blevet mere følsom. Jeg græder næsten hver dag. At nogen siger eller gør noget omsorgsfuldt, får straks tårerne op i mine øjne. Så det er sådan en slags glædestårer. Jeg bliver så rørt, når der sker noget godt.

Jeg har haft det ok gennem behandlingen. Jeg blev opereret og kom mig ovenpå operationen i min sommerferie. Strålebehandlingerne gik jeg fra skolen op på sygehuset og fik, og gik derefter tilbage til skolen og fortsatte undervisningen. Jeg har altså ikke haft en periode med sygemelding.

Billedet viser, hvor stort et stykke, der er fjernet fra mit højre bryst. Det måler 45 x 45 x 25 mm.
Mammografien viste en knude på 11 mm., men ved mikroskopien af det fjernede væv viste der sig at være en knude mere på 3 mm., som lå i kanten af vævet. Man kan ikke tydeligt se en kræftknude, når man åbner, og derfor kunne kirurgen ikke se knude nummer to. Den må også have været for lille til at blive opdaget ved mammografien. Der blev også fjernet en lymfe i min armhule under operationen, og den var kræftfri, hvilket tyder på, at kræften ikke har nået at brede sig til resten af kroppen.

Nu er der så altså gået et halvt år, og jeg skal lære at leve med den konstante frygt for tilbagefald. Tilbagefald kan være lokalt, som er der, hvor den første gang blev opdaget - altså i mit højre bryst. Tilbagefald kan også være som metastaser, som betyder, at kræften har flyttet sig til andre steder i kroppen. Jeg tænker, at et lokalt tilbagefald må være det bedste af to onder, fordi det kan fjernes operativt, så længe det ikke er vokset ind i knoglerne. Metastaser fra brystkræft dukker oftest op i lymfeknuder, knogler, hjerne, lever og lunge.

Den seneste måneds tid har jeg haft tiltagende smerter i armhulen, hvor lymfen blev bortopereret, når jeg vågner om morgenen. Jeg forestiller mig, at det handler om, at jeg ligger ned hele natten, og der derfor er mere væske omkring armhulen, end når jeg er opret om dagen. Den manglende lymfe giver jo mindre dræn af området (det er lymfers funktion at dræne væske), og måske skyldes smerterne, at væske samler sig og trykker. Det forsvinder, når jeg kommer i omdrejninger, men jeg bliver ved at være øm.

I samme periode har jeg oplevet smerter i operationsområdet i højre bryst. Det gjorde jeg i lang tid efter operationen. Faktisk til efter strålerne holdt op med at påvirke området i oktober. Men så her i december er der kommet smerter igen, og jeg synes, de er tiltagende.

De to ting behøver ikke betyde, at kræften er tilbage, men selvfølgelig er jeg bange for, at det er tilfældet. Der er noget, min krop reagerer på, som den ikke plejer at reagere på. Det er denne frygt, jeg ikke havde i mit liv indtil for et halvt år siden, og som jeg skal lære at leve med. For hvert år der går uden tilbagefald vil jeg formentlig blive mindre bange, men det vil tage tid at turde tro på det.

Jeg skal til samtale på onkologisk afdeling på Aalborg Universitetshospital syd den 23/1 2020, som er halvårsdagen for min operation. Der er ikke planlagt scanning eller andet, og det er jeg ikke helt ok med, for jeg har virkelig brug for at få at vide, at jeg stadig er kræftfri. Men det må vi snakke om den dag. Måske er mine symptomer almindelige reaktioner. Måske er det advarselstegn. Det ved onkologen.

Jeg har haft svært ved at snakke om kræft, siden min behandling stoppede. Det gør ondt på mig, hver gang jeg ser andre kvinders kamp. Det gør ondt at blive mindet om, at jeg kan få det igen. I 2019 begravede jeg tre alt for unge kvinder i min familie. De to til kræft. Den ene af dem var brystkræft, der ligesom min var helbredt, men så kom der tilbagefald. Det hjælper ikke på min frygt.

Det var så lige en opdatering på status i andedammen her. Altså den helbredsmæssige. Der er heldigvis meget andet i mit liv, som er helt fantastisk og vidunderligt, og det fylder langt mere end kræften gør.

Ingen kommentarer: