Valget er mit : Charterrejsen til Cypern. Bog udgivet 2022

Min debutroman, "Charterrejsen til Cypern", er både en rejsebeskrivelse og en romantisk historie. Kapitel 6 fra bogen er gengivet i dette opslag. Derefter følger enkelte billeder, som ikke er i bogen men alene her på bloggen.

Profitis Ilias kirken i Protaras som spiller en vigtig rolle i bogen

Oplev byen Protaras ved Fig Tree Bay, hovedstaden Nicosia, spøgelsesbyen Marosa/Famagusta i landet der ikke eksisterer (Nordcypern), Troodosbjergene og meget, meget mere.

Beskrivelse fra e-bogen:

Bogens fortæller er en kvinde, der er ved at

gøre klar til at rejse til Cypern, da romanen starter.

Gennem 19 dage hører vi om hendes oplevelser,

de mennesker hun møder, og vi får et godt indblik

i dele af den lille ø i Mellemøsten.

Undervejs på rejsen sker der også ting, fortælleren

ikke havde kunnet forudse - på godt og ondt.

"Charterrejsen til Cypern" er både en

rejsebeskrivelse og en romantisk historie.

Udgivelsesdato: 30-09-2022

ISBN: 9788743048220

Forlag: Books on Demand

Kapitel 6, Charterrejsen til Cypern

Profitis Ilias og Costas

Efter badet sidder jeg på altanen, og ser solen gå ned. Jeg søger online efter en taverna, der ligger væk fra turiststrandene. Saint Elias Traditional Taverna ligger et par kilometer mod vest-nordvest, og er dermed reelt nok i Pernera. Det lever op til mine kriterier, og skal besøges.

Klokken er 19:30 lokal tid, hvilket er en time senere end i Danmark. Cyprioterne spiser aftensmad ved 21-tiden. Min normale sengetid er kl. 21. Tanken om at vente 1½ time for at gå ud og spise ved min sengetid kalder trætheden frem i mig. Jeg fik ikke den der middagslur. Jeg sov for lidt og for dårligt i nat. Jeg var oppe næsten 24 timer på rejsedagen.

Argumenterne for at blive hjemme og få indhentet noget søvn står i kø, og jeg overgiver mig til mine egne argumenter. Profetens taverna må vente. Jeg laver en tallerken med oliven, feta, tomat og pølse. Rister lidt brød. Med iskold kirsebærjuice til nyder jeg lækkerierne og den aftagende temperatur udenfor.

Kl. 21 starter et kulørt vandshow oppe ved hovedvejens attraktioner. Der er musik til, og det minder mig om vandshowet ved Hotel Bellagio i Las Vegas i Nevada, USA. Jeg stod i forreste række, og så vandshowet i Vegas. Der var ingen farver på det, men det var større end dette i Protaras, som jeg ser lidt på afstand. Det er smukt afstemt med noget klassisk musik. Vandet danser graciøst til musikken. Derefter skifter musikken til et hit fra 90’erne, jeg ikke husker titlen på. Nogle vandstråler skydes over den bagvedliggende bygnings fem etager, når sangen når sine dramatiske højdepunkter. 21:30 ligger jeg i min seng, og jeg der oftest sover 6 timer, tager 10 tiltrængte timers søvn.

Det er blevet onsdag, og jeg sidder på altanen med min morgenkaffe, og skriver på min rejseberetning. Om morgenen er her skygge, og temperaturen er behagelig. Det er kun min anden morgen, men jeg har allerede en morgenrutine, og jeg holder af at se hotellets morgenrutiner, mens jeg nyder min egen.
Den første lastbil, der kommer med varer i løbet af formiddagen, har et velkendt navn på hele siden: Carlsberg. Jeg må grine, da jeg ser den. Jeg kommer til at tænke på, da jeg ankom til Tallinn i Estland. Det er midt om natten, og da jeg står ud af bussen, er det første, jeg ser, lysskilte for Pandora og Danske Bank. Jeg spekulerer på, om jeg mon er fløjet retur, og reelt står i København.

Der er danske firmanavne at finde i det meste af verden, og Carlsberg er ikke et sjældent syn. Der er grund til at være stolt af foretagsomme danske virksomheder. Nå ja, nogle er måske lige rigeligt foretagsomme, men det er ikke dem, der gør mig til stolt dansker.

Ved middagstid er mine morgenrutiner gennemført, og jeg pakker en rygsæk, og begiver mig ud på ruten til kirken på bjerget, som Mari fortalte mig i går. På vejen kommer jeg forbi et større supermarked, og selv om de har større udvalg end det i går, er udvalget af friske grøntsager fortsat skuffende, og frisk kød har jeg endnu til gode at se.

Ved McDonald’s skal jeg dreje til højre. Lige efter kommer jeg til vandshowet, og jeg kan se, at jeg tjener 23 euro hver aften, jeg ser showet hjemmefra. Det er en behagelig og lidt frydefuld tanke, at jeg kan sidde på min altan og tjene penge. På hovedgaden er det ikke kun vandshowet, der minder om Vegas. Der er flere restauranter, der er lige så fantasifulde. Her er både cowboys, indianere og Sfinxen. Måske kan man rejse jorden rundt rent gastronomisk på en uges charterrejse til Protaras.
Jeg kan se kirken komme nærmere. Et ungt par følger samme rute, og fotograferer kirken undervejs. Manden går med et håndklæde over skuldrene, så han blev nok forbrændt af solen i går. Resten af kroppen er ikke forbrændt endnu, så den er ikke afskærmet mod solen. Da jeg når en kiosk med navnet Profitis Ilias Kiosk, drejer jeg ind på pladsen.

Stenene, strandpromenaden var bygget af, bruges også her – både til at gå på og bygget som runde bænke omkring beplantede områder. Planterne her ser også ud til at kæmpe med tørst, og jeg tager en slurk vand efter påmindelsen. Hele pladsen er i fuld sol, og bænkene er så varme, at man ikke kan sidde på dem.

Jeg begynder opstigningen, og tæller trappetrinene. Undervejs møder jeg en kvinde på min egen alder sammen med, hvad jeg gætter, er hendes søn. Hun pruster, og læner sig over gelænderet, mens han tålmodigt venter på, at hun får pulsen ned. Jeg går lidt længere op, og sætter mig på en afsats et øjeblik i sympati. Det er bestemt ikke, fordi jeg ikke har kræfterne. Jeg skal bare huske at drikke, og jeg tager en slurk vand igen. 2/3 oppe står et ungt par, og kigger ud mod havet. De mangler bestemt heller ikke kræfterne, men vil bare nyde udsigten.

Sådan kæmper vi alle lidt i det skjulte med varmen og de forkert dimensionerede trappetrin. To trædeflader og en højde skal være 62 cm, for at en trappe er behagelig at gå på. Trinene her er alt for høje, så hver af dem skal bestiges. Nå ja, i alt fald nogle af dem.

Med stoltheden i behold når jeg øverste trin, og står nu foran Profitis Ilias kirken. Enkelte andre har gennemført bjergbestigningen, og sidder i kirkens skygge og slapper af. Jeg sætter mig også, husker vandet, og indtager den fantastiske udsigt, der er her oppe fra.

Bjergene på Nordcypern ser større ud nu. Jeg finder nemt mit hotel, og herfra er det tydeligt, at jeg bor i udkanten af Protaras. Husene omkring det lille bjerg er privatboliger, og det er rigtig hyggeligt at se hverdagslivet udspille sig der. Enkelte har pool i haven, men langt de fleste er uden. Størrelsen på husene svarer til et gennemsnitligt dansk parcelhus, blot i en cypriotisk udgave med 2-3 etager og fokus på at have flere steder med skygge.

Det unge par, jeg fulgtes med på vejen, kommer op af trappen. Det kan godt være, de har haft et ærinde undervejs, men det kan jo også godt være, at jeg bare er i bedre form, siden jeg først betrådte de 167 trin op fra vejen. Den unge kvinde fotograferer bænken, og først da ser jeg den røde kat, der ligger og sover på bænken.

Der er en stenmuret – stadig de samme sten – lille fontæne foran kirken, hvor man skal trykke på en knap for at få vandet til at springe. Det er sådan et sted, jeg forventer et skilt om, at vandet ikke kan drikkes, men skiltet er der ikke. Til gengæld er der en tundåse med vand på jorden foran fontænen. Det er sikkert kattens, og måske har den også haft fornøjelse af tunen tidligere. Nogen bekymrer dig om katten.

Jeg går hele vejen rundt om kirken, og ser udsigten til alle sider. Mod vest er endnu højere bjerge, og deroppe et sted er en kirke indbygget i bjerget, som jeg gerne vil se, men jeg er ikke sikker på, det er forsvarligt at gå så langt i denne varme. Det bliver i alt fald ikke i dag.

Der er flere småtræer ved kirken, og på de fleste hænger så mange kulørte bånd, at træerne næsten er væk. Der er ingen forklaring på båndene, men på et af træerne er der små hjerteformede træplader med tekst. Jeg forstår nu, at bånd og plader er til ære for mennesker, der er gået bort. Det er en smuk gestus at fortælle de døde, at man tænker på dem. En af teksterne rører mig. Et kvindenavn skriver til sin bedstemor, at hun nu er på Cypern. Bedstemoderen skulle have været med, men nåede det ikke, og savnet efter hende er forfærdeligt. Pyh… Jeg kan mærke sorgen, og får tårer i øjnene, men jeg er også glad for, at kvinden bearbejder sin sorg ved at have bedstemoderen med i tankerne. At vurdere efter antallet af bånd og plader er det mange tusinde mennesker, der mindes her. Det giver stedet en særlig stemning.

Profitis Ilias’ kirke er græskortodoks, hvilket betyder, at den er fyldt med ikoner. Jeg har en forkærlighed for ortodokse kirker. Der er en særlig ro i dem for mig. Da jeg i Montenegro besøgte Ostrog klosteret, der er bygget ind i et bjerg, købte jeg en ikon af Sankt Vasilij, fordi han er beskytter af de rejsende. Siden da har jeg altid ledt efter Vasilij i alle ortodokse kirker. Ved Ostrog klosteret havde jeg i øvrigt den ære at møde patriarken. Stedet var fyldt med pilgrimme, og det samme var vejen derop til, fordi man skal gå ruten som rettroende mindst én gang i sit liv. Netop denne dag var patriarken der, og alle ville gerne røre ved ham.

Jeg har også været tæt på ortodokse præster i en af de tidligere sovjetrepublikker. Jeg sad i kirken, da to unge præster kom ud fra deres område bag ikonerne. De nikkede til mig, og jeg gik op til dem og spurgte, om jeg måtte fotografere dem. Man fotograferer ikke bare sådan alle og enhver uden tilladelse – og især ikke prominente personer. De to præster talte lidt sammen, smilte til mig og nikkede, og så stillede de op til mit fotografi.

Det skulle de aldrig have gjort. Andre turister så det, og kom løbende til for også at fotografere. De spurgte ikke. De gik bare med deres kameraer helt tæt på, og begyndte at knipse løs. De stakkels to præster blev helt forfjamskede, og skærmede sig med hænderne foran ansigterne, mens de kæmpede sig vej gennem turisterne. Da jeg fik øjenkontakt med den ene af dem, bøjede jeg hovedet som tak, og fik et smil som svar. De stiller næppe op til fotografering igen.

I Profitis Ilias kirken er der ingen gejstlige til stede. Kirken er overraskende lille indeni. Der er få men store ikoner på væggene, og over dem er enkelte dekorerede, dybe tallerkener indmuret. Vasilij er der ikke. Jeg sætter mig, og nyder roen, og det glæder mig, at de øvrige gæster ikke taler herinde. Kirken, jeg sidder i, er ikke den oprindelige. Denne er så ung som fra 1984, hvor den blev bygget ovenpå ruinerne fra den tidligere kirke.

Nedstigningen fra det lille bjerg klares uden pauser. På vej tilbage vælger jeg ikke at dreje ned mod havet ved McDonald’s, for jeg vil se Protaras butikker og erhvervsliv generelt. Jeg når dog ikke mange hundrede meter ud af vejen, før der kun er ejendomsmæglere, advokater og andre kontorer, og det til slut ebber ud med facadeskilte. Jeg går tilbage, shopper lidt i det større supermarked, og undrer mig over, at der ikke er flere turistede butikker. Måske er der ikke andre end dem, man ser nede ved strandpromenaden.

Jeg er ikke den store souvenirshopper, men af bare mangel på butikker går jeg ind i den første, jeg møder tæt ved havet. Jeg ender med at købe en farvestrålende ankelkæde, fordi den minder mig om min første rejse alene. Dengang var der delfiner på. I dag er der hjerter på. Jeg vil gå med den – ligesom dengang – til den er slidt i stykker.

Jeg køber også et postkort til mine århusianske rejsevenner. Vi mødtes på en safarirejse i Sydafrika. Mest for sjov aftalte vi at sende hinanden postkort, næste gang vi skulle rejse. Det sjove indfald er nu en tradition, og jeg har postkort fra hele verden fra dem, ligesom de har det samme fra mig. For et par uger siden fik jeg deres postkort fra Skotland. Vi har besøgt hinanden i Danmark, og kvinden i parret er den eneste, jeg fortsat spiller Wordfeud med. Manden i parret bliver 58 år i september, for vi ankom til Sydafrika på hans 50-års fødselsdag i 2014. De er pragtfulde mennesker, som jeg holder meget af. Jeg har fået rejsevenner på de fleste af mine rejser, men dette par er de eneste, jeg fortsat har så tæt kontakt med.

Da jeg kommer hjem, er der kommet en mail fra Thomas. Han fortæller, at det allerede er ved at være slut med de høje temperaturer i Danmark, så han glæder sig til at svede sammen med mig. Jeg skriver tilbage til ham, at han skal se Troodosbjergene, for jeg har booket billetter til os begge.

Kl. 18 går jeg atter i retning af Profitis Ilias, for den udsete taverna ligger et stykke efter kirken. Der sidder et turistpar på min alder og spiser, da jeg ankommer. I den ene ende af den udendørs del af restauranten sidder en flok mænd, hvoraf de fleste er på min alder. Nogle spiller domino, og alle deltager i en højlydt diskussion om fodboldkampen, der kører på en skærm indenfor.

Bingo! tænker jeg. Det her er præcis, hvad jeg håbede. Jeg elsker at være diskret i baggrunden, mens jeg ser, hvordan de lokale agerer indbyrdes. Det er meget sjældent, jeg ser kvinder på steder som dette. Jeg sætter mig et par borde fra turistparret i den modsatte ende af de lokale mænd.

Tjeneren kommer med menukort og spørger på engelsk, hvad jeg vil have at drikke. Jeg bestiller et glas af husets rødvin og en flaske sparkling water. Jeg har altid lyst til at sige Danish water som en direkte oversættelse af danskvand, men joken falder jo til jorden, når de ikke vil forstå den, så jeg lader være.
Mens han henter drikkevarerne, kigger jeg på menukortet. Jeg bestemmer mig for at bestille både souvlaki med svinekød og en salat med halloumi, oliven og kapers. Jeg kan ikke spise to retter, men jeg vil gerne smage begge dele. Souvlaki er en græsk ret med kød grillet på små spyd. Man kan få den med både lam og svinekød her. Halloumi er en cypriotisk ost, der er så fast, at den kan grilles uden at smelte. Oftest er den lavet af fåre- og gedemælk, men den kan også indeholde komælk. Der er grillet halloumi i den salat, jeg vil bestille.

De lokale mænd drikker kaffe af små kopper, og ind imellem får de en skarp og skåler. De kigger tilbage på mig, og taler lavmælt et øjeblik, inden de igen vender fokus mod hinanden. Jeg forventer ikke, at cyprioterne er stærkt traditionelle hvad angår kønsroller, men eftersom her ingen kvinder er, er de nok ikke så liberale som i Danmark. Jeg er vant til, at der bliver kigget på mig, når jeg rejser alene som kvinde. Når jeg kommer til mandsdominerede steder som ved denne gruppe, aflæser jeg hurtigt, hvordan jeg skal opføre mig for ikke at komme i vanskeligheder. Mændene har accepteret min tilstedeværelse, og jeg behøver ikke vise særlige hensyn her.

Tjeneren kommer med mine drikkevarer og spørger, om jeg er klar til at bestille. Det er jeg. Jeg siger, at jeg gerne vil have souvlaki og halloumisalat. Om det kan lade sig gøre at lave halve portioner af dem begge, fordi jeg ikke kan spise så meget? Han spørger, om jeg vil have halloumisalat i stedet for tilbehøret til det spydstegte kød, og det vil jeg meget gerne. Han vil bede kokken lave det sådan. Da han kommer med den fint tilpassede omend stadig ret store, sammensatte ret, bestiller jeg en flaske danskvand mere. Det var en varm gåtur, og den første flaske er indtaget.

Maden smager virkelig godt. Råvarerne er helt sikkert friske, og duften af grillkul fortæller mig, at det ikke er mange sekunder siden, kødet og osten forlod grillen. Kødet er saftigt med en sprød skorpe. Halloumien har en helt speciel konsistens, og den knirker, når jeg tygger på den. Jeg er fordybet i min kulinariske oplevelse, som jeg spiser langsomt for at få alle smagene med, og jeg er ved at være færdig, da tjeneren kommer med et glas rødvin mere. Jeg kigger uforstående på ham, og siger, at jeg ikke har bestilt det. Han peger på en af de lokale mænd, og siger, at det er med hilsen fra denne mand.

Det har jeg godt nok aldrig prøvet før. Hvilken betydning har det mon, hvis jeg tager imod vinen? Og hvis jeg afviser den? Jeg vil nødig være uhøflig, men jeg vil heller ikke sætte mig i en slags gæld. Tjeneren hvisker diskret i mit øre, at det er en venlig gestus og ikke andet. Tak, hvisker jeg tilbage.
En af de lokale mænd nikker og smiler til mig. Jeg løfter glasset og nikker tilbage. Han har også fået et glas rødvin, og vi skåler nu på tværs af rummet. Han bliver siddende, snakker lidt med de andre og skuler af og til hen til mig. Da jeg er helt færdig med maden, løfter jeg atter mit glas i hans retning, og da han skåler tilbage, vinker jeg ham hen til mig.

Det er altså lidt med bankende hjerte, at jeg beder ham tage plads. Han taler heldigvis engelsk og spørger, om jeg kunne lide maden. Det kunne jeg bestemt, og sikkert af ren nervøsitet plaprer jeg løs om madens fortræffeligheder, og roser overdrevet meget den cypriotiske specialitet – halloumien.
Han griner ikke af mig, som han kunne have valgt, men kommenterer roligt og venligt undervejs. Han præsenterer sig som Costas, og jeg griner højlydt over, at vi slet ikke nåede at præsentere os. Min nervøsitet forsvinder som en aldrig set regndråbe i august på en varm, cypriotisk sten. Jeg præsenterer mig også, og derfra taler vi sammen som gamle venner. Det er ingen antydning af andet end et hyggeligt møde, og jeg nyder hans selskab. Costas er måske et par år ældre end jeg. Hans krop er lige så rund og tiltalende som hans gemyt.

Vi fortæller hinanden om hver vore liv. Costas er indfødt cypriot, men har arbejdet for et engelsk firma i mange år, før han nu har valgt at pensionere sig selv. Han boede i et par år i England, og der mødte han den kvinde, han giftede sig med, og fik to børn sammen med. Kvinden flyttede med ham tilbage til Cypern, men hun trivedes ikke her, og det endte med en skilsmisse. Costas’ nu ekskone flyttede tilbage til England, og børnene blev boende hos Costas.

Da børnene rejste til Nicosia for at studere, følte han sig meget ensom, og dengang overvejede han at finde sig en ny kone. Sådan skulle det dog ikke være, og efter mange år alene er Costas glad for sin frihed. Vi behøver ikke uddybe denne følelse, for vi har den begge. Vi taler om tro og kirker, om rejser, om arkitektur, historie og kultur. Vore interesser er meget sammenfaldende, så det er let for os at tale sammen.

Jeg byder Costas på græsk kaffe, og han tager imod. Jeg får skudt ind, at så skylder jeg ham forhåbentlig ikke noget. Han forstår hentydningen, og forsikrer mig om, at han alene har venskabelig interesse i mig. Jeg er et interessant menneske, som han er glad for at have tilbragt et par timer i selskab med. Det er rart at få bekræftet, at vore intentioner med mødet er afstemte.

I dag er Costas søn flyttet tilbage til Protaras. Han er blevet gift, og har fået børn, og de bor alle sammen i Costas store hus. Han elsker at have dem tæt på, og passer ofte børnebørnene. Hans datter bor stadig i Nicosia. Hun arbejder på en café der, og Costas har en lille bibeskæftigelse med at bage tærter til caféen. To gange om ugen kører han til Nicosia med tærterne, og får dermed set sin datter tit.
Han skal derop i morgen med de tærter, han har bagt i dag. Jeg har overvejet at tage til Nicosia, men har ingen tur booket, så jeg spørger, om han kunne overveje at lade mig køre med. Jeg kan bare blive sat af, der hvor han plejer at parkere, og så kan jeg underholde mig selv, til han kører hjem igen. Han synes, det vil være hyggeligt med selskab på turen, men han kører allerede kl. 8, og han plejer kun at være deroppe i 2-3 timer.

Det passer mig perfekt, så vi aftaler, at han henter mig udenfor mit hotel kl. 8 næste morgen. Meget omsorgsfuldt siger han, at hvis jeg fortryder, lader jeg bare være at dukke op. Jeg skal ikke føle mig forpligtet. Jeg takker, og bekræfter, at hvis ikke jeg er dukket op kl. 8, skal han køre derfra.
Jeg betaler regningen, takker for den gode mad og betjening, og giver Costas hånden til farvel. Costas går tilbage til mændene. Nogle af dem er gået nu. De er sikkert gået hjem for at spise, for det er jo på denne for mig sene aftentime, at cyprioterne spiser.

Jeg vinker til Costas, og alle mændene vinker tilbage til mig. Mon Costas nu skal fortælle om vores møde, eller er det mon ikke noget, man behøver tale om. Jeg er glad på gåturen hjem. Det har været en fantastisk dag, og i morgen skal jeg til Nicosia.

----------------------------- Slut på kapitel 6 -----------------------------

Jeg tænker, at det kan være lidt hyggeligt for jer, der læser min bog at se billeder af noget af det, der er beskrevet, så her kommer et lille udvalg :)