Jeg har rejst med den hollandske selskab Corendon, og det har fungeret upåklageligt. De måtte på et tidspunkt aflyse min rejse, fordi de ikke kunne flyve på Gazipasa lufthavnen om fredagen efter 15. august. Men de ville gerne flytte mig til om mandagen uden ekstra udgifter for mig, så sådan blev det.
På vej i flyet fra Aalborg til Gazipasa sad jeg sammen med to andre kvinder, og vi faldt i snak. Den ene skulle ned i sin egen lejlighed, og den anden skulle bo på samme hotel som jeg. Så faldt kvinden på den anden side af midtergangen ind i vores snak, for hun rejste også alene, og skulle også bo på mit hotel. Corencon placerede os virkelig godt i det fly, for vi fire solorejsende kvinder blev lige der en venindegruppe. Det fik vi meget fornøjelse af hele ferien.
Jeg tror ikke, jeg har sagt det efter en rejse før, men så gør jeg det for første gang: Jeg kommer ikke tilbage.
Alanya er ikke mig. Alanya inkl. forstæder er på størrelse med Aarhus. Fra maj til oktober kommer der 1,2 mio. turister, hvoraf de fleste kommer i juli og august. Det er mit bud, at der hver dag i juli og august er et antal turister svarende til Aalborgs samlede befolkning i Alanya. Det er virkelig mange mennesker, og det kræver virkelig mange transportmidler. Larmen fra trafikken var for meget for mig. Det eneste tidspunkt, hvor trafikken ikke larmede, var tidligt om morgenen. Da er der til gengæld et ufatteligt antal airconditionanlæg, der larmer. Temperaturen i Alanya denne uge var mellem 30 og 40 grader.
Jeg har brug for ro og stilhed omkring mig, så jeg søgte væk fra byen. Uanset om der havde været stille i byen, ville jeg være taget ud og opleve området. Det gør jeg altid. Af forskellige grunde lykkedes det dog kun en enkelt gang, og det var bare dejligt at komme op i bjergene.
Jeg var i Sapadere kløften, hvor det iskolde, helt klare vand fra bjergene flyder gennem små søer og vandfald. Efter en vandretur i kløften kørte vi gennem bananplantager til Dim Cayi, som er en flod, der også får sit vand fra bjergene. Rigtig dejligt iskoldt, klart vand. Åh så dejligt at bade i. Min frokost blev indtaget på en tømmerflåde i floden. Og nu til billederne fra denne dejlige tur. Bussen var i øvrigt en oplevelse i sig selv.
En dag gik jeg af sted tidligt om morgenen for at undgå den værste hede. Jeg ville gå fra Oba til centrum af Alanya og se det, der trækker så mange turister til. Det lykkedes ikke at undgå heden, og efter få minutter var jeg gennemblødt af sved. Men med jævnlige pauser til at drikke vand, spise is, drikke te, drikke cola og bare hvile gennemførte jeg de 11 km. Om aftenen tog jeg tilbage for at spise lækker mad sammen med mine nye veninder og endnu engang se på byen - bare i mørke. Her er billeder fra den dag:
Til slut lidt billeder fra mit hotel, Grand Horizon Apartment Hotel. Der var en mur omkring det populære poolområde, og det gav faktisk lidt afskærmning fra trafiklarmen, så det var dejligt. Jeg spiste i øvrigt et par aftener på hotellets restaurant, og de laver rigtig god mad, så de får en anbefaling fra mig. Personalet på hotellet var supersøde og servicemindede alle sammen. Generelt kan jeg godt lide tyrkerne. De er rolige, venlige og smilende - altid godt selskab.
Tak for denne gang, Tyrkiet. Jeg kommer som sagt ikke tilbage til Alanya, men jeg har været andre steder i Tyrkiet, som var mere mig, og der kommer jeg gerne igen.