Viser opslag med etiketten Danmark/Denmark. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Danmark/Denmark. Vis alle opslag

18. juli 2026

Læsø Rundt 2026

Jeg kender efterhånden Læsø rimelig godt og da især set fra cyklistens perspektiv. I år er ingen undtagelse. Jeg skulle cykle øen rundt igen. Jeg kunne ikke være med på den officielle løbsdato i maj i år, så jeg tog derover på egen hånd og tog den rute, jeg havde lyst til. Kilometermæssigt endte det med at svare til at cykle ruten Øen rundt. Det var en varm dag, så det var godt at kende stederne med mulighed for at få fyldt drikkedunkene.

9. juni 2026

Fyn 2026

Den vestlige del af Fyn var mit mål i denne ferie. Hold nu op så smukt et område det er. Små snoede veje op og ned hele tiden. Masser af træer så jeg ofte kørte i en huleagtig stemning, og på bakketoppene var udsigten helt fantastisk. Mange gamle huse med stokroser foran og mange stråtækte huse. Det har været ren Morten Korch. Små landsbyer som perler på en snor. Jeg følte en nærhed til hinanden i de små byer. Jeg holdt mig fra de større byer, for det er naturen, jeg elsker.

Idéen til at tage til Fyn opstod, fordi en kollega spurgte mig, om jeg slet ikke havde lyst til at rejse mere. Jeg svarede, at det vil jeg gerne, men det skal være noget særligt, før det sådan rigtigt trækker. Jeg kunne godt tænke mig at komme til Komodoøerne og se komodovaranerne. Og så var det, at jeg fandt ud af, at der er komodovaraner i Danmark. På Fyn. Det krævede ikke så meget planlægning eller ferie at tage til Fyn som til Komodoøerne, så jeg kiggede nærmere på, om der var andet i området, jeg gerne ville se. Det var der, og så formede planen sig.

31. maj 2025

Læsø 2025 inkl. Læsø Ladies

I forbindelse med året cykelløb "Læsø Rundt" havde jeg lejet et sommerhus til os. Det var 3. gang, vi skulle deltage som 3. generationer. Mens vi 3 generationer, bedre kendt som Team Tobias, har cyklet, har resten af familien hygget sig med andre aktiviteter på Læsø. Denne gang skulle vi alle have tid til at nyde Læsø og hygge os sammen alle sammen, og det gjorde vi.


12. april 2025

Samsø 2025

Udenfor højsæsonen tog jeg til Samsø i en uge. Jeg valgte at sejle fra Hou i Jylland. Der er også færger fra Aarhus og Kalundborg til Samsø.



Jeg troede, Samsø var helt flad, men det er øen slet ikke. Tværtimod er der bakker over det hele. Det er god træning for cykelbenene, og det betyder masser af steder med fantastisk udsigt. 

19. august 2023

Læsø Rundt med Team Tobias


19. august 2023 er jeg på mit første officielle cykelløb. Det er på Læsø, hvor der afholdes Læsø Rundt. Jeg har lokket min søn og barnebarn med, så vi er 3 generationer, der cykler sammen på det, vi kalder "Team Tobias" - opkaldt efter mit barnebarn.

Vi skal cykle Tanghusruten. Den er 32 km, og med cykelturene mellem færgen og startlinjen vil vi nå op på 48 km på cykel.

26. juli 2021

Stauning ved Ringkøbing fjord 2021

Via Airbnb fandt jeg Hc og Bodils lille, tidligere havnemesterhus i charmerende Stauning ved Ringkøbing fjord, som jeg lejede til en miniferie. Mine billeder af havnen er sendt af sted med Snapchat, så jeg har faktisk ingen gemt. Hahaha. Men her er lidt af resten jeg oplevede.

Haven til mit lille hus var rigtig hyggelig

Det tog mig en time at køre helt ud til udsigtstårnet på Tipperne i bunden af Ringkøbing fjord blot for at konstatere, at tårnet var lukket. Til gengæld var der så mange klæger, at jeg ikke kunne stå ud af bilen, så et billede af det enormt flade område må man tænke sig til. Hahaha.

18. juli 2021

Fur 2021

Jeg har holdt sommerferie i sommerhus på den lille ø, Fur, i Limfjorden. Øen er 22,5 km2 stor, så man kan sagtens nå at se det hele på 3-4 aktive dage. Der bor 764 mennesker på Fur, og af dem har 154 cvr nummer, så det må siges at være en iværksætterø. 

Jeg boede i Ulsted på nordkysten, og her gik jeg ture langs de smukke skrænter. En dag mod vest og en dag mod øst. Jeg var også på bustur øen rundt med blinde John, som med humor og indsigt solgte Fur rigtig godt. Jeg sejlede med Livøfærgen hele vejen rundt om Fur, og jeg kørte selv rundt. Planen var at cykle rundt, men til info er langt de fleste veje på Fur grusveje, så du skal have en MTB for at komme rundt. Min er en roadbike med 4,5 bar i dækkene og nul affjedring.

Det første jeg gjorde efter udpakning var at gå til vandet. Jeg var faktisk ikke klar over, at kysten så sådan ud lige udenfor mit sommerhus, og da jeg lærte Fur at kende blev jeg rigtig glad for, at jeg boede netop der. 

Her er udsigten og vandkanten ved Ulsted.


17. august 2020

Læsø 2020 på cykel

I går tog jeg færgen til Læsø, og jeg havde min cykel med. Målet var at hente sydesalt.

Jeg tog med over kl. 11:30 og kunne først komme med tilbage 18:40, så jeg regnede med en del ventetid før færgen hjem, men det var slet ikke tilfældet. Jeg ville faktisk gerne have haft mere tid, for jeg cyklede jo ikke den direkte vej. Jeg fulgte øens kyst og gjorde stop, når der var noget, jeg ville se nærmere på. Da jeg cyklede fra Saltsydehytten, måtte jeg økonomisere med tiden til, hvad jeg mere kunne nå for ikke at komme for sent til færgen. Så ved jeg det til en anden gang. Morgenfærgen derover og aftenfærgen hjem.

12. juli 2018

Viborg 2018

Jeg har været turist i Viborg denne sommerferie. Jeg boede hos Jette, som jeg fandt via Airbnb. Hun bor i den sydlige udkant af Viborg, men det var stadig tæt på centrum, og gåturen mellem de to punkter kunne gøres langs den smukke Søndersø.


Der er masser af bakker i Viborg, så jeg gik hvad der svarer til 42 etager op og i alt 19 km på et døgns tid. Det er da pænt :)

Viborg er en meget smuk og gammel by. Der er mange velholdte, gamle bygninger. Mange snoede, hyggelige, brostensbelagte småveje og torve. Er man til shopping, er der overraskende mange butikker i centrum. Jeg har ofte tænkt, at det er ligegyldigt hvilken by, man shopper i, for det er de samme butikskæder overalt. Viborg er anderledes. Der er mange specialforretninger.